Dennis Knudsens nye liv som alenefar har fået ham til at tage en stor beslutning, der betyder et farvel til rejser og store filmopgaver.

Den 56-årige kendte frisør og stylist vil nemlig igen åbne en salon i Indre København.

Det fortæller han til Billed-Bladet.

»Det er ikke nogen svær beslutning, for jeg skal være der for Lucas,« siger Dennis Knudsen med henvisning til sin lille søn.

For fire år siden lukkede han ellers ned for sin store, succesrige frisørsalon, da de mange rejser og filmopgaver gjorde det vanskeligt at drive en salon samtidig.

Men nu ønsker den kendte frisør og stylist altså at få et mere stabilt liv på grund af sin søn, der har brug for en mere struktureret hverdag, forklarer han.

Dennis Knudsen afslører, at han allerede har fundet lokalerne i København, men endnu ikke vil røbe, hvor den nye salon præcis kommer til at holde til.

Ansatte har han heller ikke nogen af endnu, men det er der formentlig snart styr på. Kendisfrisøren satser nemlig på at kunne byde kunderne velkommen i den nye frisørsalon i midten af juni.

Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

Dennis Knudsen fortalte lørdag til B.T., at coronakrisen i den grad også har påvirket hans arbejdsliv.

»Det kan mærkes hårdt, for der er jo ingen løn. Men jeg mangler ikke noget p.t. Bare Lucas får mad, det er det vigtigste,« fortalte han blandt andet.

Den 56-årige frisør og stylist blev sidste år far for første gang til sønnen Lucas, som han har gået hjemme på barsel med de seneste mange måneder.

Men nu er det altså igen snart tid til at drive en frisørsalon i midten af København.