Søndag aften røg Dennis Knudsen til tasterne på Instagram. Her kom han med en opsang til Sofie Linde og hele den verserende sag omkring MeToo.

Og så brød helvede løs i kommentarfeltet.

Det fik Dennis Knudsen til at slette det opslag, hvor han oprindeligt havde skrevet:

'Kære Sofie, hvorfor skulle hele Danmark og mange liderlige mænd og homoer se dine trusser? Var du også så fræk en pige som 18-årig?'

Sofie Linde.
Sofie Linde. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dennis Knudsen prøvede herefter at vende modvind til medvind med et nyt opslag, hvor han forklarede, at han var blevet misforstået:

'UPS. Der havnede jeg i shitstorm, så sender jer, der misforstod mig, et kys. NEJ. Jeg siger slet ikke, det er okay med psykiske og fysiske sexkrænkelser på job. Tværtimod. Burde straffes hårdt,' stod der blandt andet i opslaget.

Dette opslag er efterfølgende også blevet slettet. Men. Internettet glemmer aldrig, og især på Twitter har opslagene fået en del brugere til tasterne, herunder journalist og radiovært Sandie West.

Hun har delt et opslag, hvor hun skriver:

'Dennis Knudsen vil bare lige (hvis ikke han er hacket) give sit besyv med ovre på både Insta og FB, hvilket fik mig til at tænke på det her vidunderlige kostråd, han gav for nogle år siden.'

Med det refererer Sandie West altså både til sagen omkring Sofie Linde, men også til en tidligere kontroversiel udtalelse fra Dennis Knudsen, hvor han mente, alle kunne tabe sig, og henviste her til kz-lejrene.

Og netop til det tweet er det væltet ind med kommentarer, hvor flere brugere kommer med deres mening om Dennis Knudsens udtalelse omkring Sofie Linde:

'Skal vi ikke gå ud fra, at han er hacket, ellers kan han godt lukke og slukke for biksen. Så dum er han forhåbentlig ikke.'

'Hvis det er niveauet, forbliver jeg hetero bare for at undgå Dennis.'

Det er dog ikke alle kommentarer, der er negative. En enkelt kommentar lyder nemlig således:

'Ærligt, han har en pointe: Du kan ikke både spille på seksualitet og blive fornærmet. Vi kan ikke vade i fortiden. Men sker det igen, skal der slås hårdt ned. Og JA, har du skrevet under, kan du ikke dække præcis det indslag, men selvfølgelig andre vinkler på debatten uden problemer.'

Da B.T. fanger Dennis Knudsen på telefonen mandag morgen for at høre ham om, hvorfor han har slettet opslagene, er det ikke meget, frisøren vil sige:

»Jeg har ingen kommentarer,« lyder det kortfattet fra kendisfrisøren.

Han var dog noget mere snakkesalig søndag aften, da B.T. fangede ham på telefonen dér. Her blev der spurgt ind til, hvorfor han har skrevet, som han har:

»Det er, at man skal passe på, at de ikke skræmmer mænd væk. Et klap i numsen eller en kompliment er jo bare kærlighed fra en akavet mand. Jeg orker virkelig ikke, hvis vi skal i gang med at have en ny MeToo-runde.«

Efter Sofie Linde fortalte, at hun var blevet udsat for sexisme, gik seks kvinder fra TV 2 ind i sagen og forfattede et brev. Det blev sendt rundt til kvinder, der er ansat i mediebranchen, og her kunne man skrive under, hvis man var imod sexisme eller selv har været udsat for seksuelle krænkelser.

Og det er altså ikke faldet i god jord hos Dennis Knudsen:

»Der er jo helt sikkert også nogle kvinder, som ikke har sagt nej og så har fået det job, som de har. Nu har knap 1.700 kvinder skrevet under på, at de har oplevet sexchikane, og det provokerer mig,« fortalte Dennis Knudsen søndag og fortsatte:

»Det er aldrig okay med voldtægt og sådan nogle grove seksuelle overgreb. Eller overgreb i det hele taget. Det gælder også psykiske. Der er jo mange, som bliver mobbet helt vildt på arbejdspladser. Så det er aldrig okay. Men nu har det været fremme, og så kan vi se fremad, men at snakke om et overfald, der fandt sted for 12 eller 15 år siden – nu ved jeg ikke, hvor gammel Sofie Linde er – det skulle man have taget dengang.«