Tv-lægen Charlotte Bøving og hendes kone, Christina Jørgensen, var blandt de mange kendte, der lørdag dukkede op til kendisfrisøren Dennis Knudsens barnedåb af sønnen Noah.

Og det var der en særlig grund til. Dennis Knudsen er en meget nær ven af Charlotte Bøving. Og faktisk var kendisfrisøren skyld i, at hun fandt kærligheden på ny.

Det var ved barnedåben for 57-årige Dennis Knudsens første søn Lukas for to år siden, at Charlotte Bøving mødte sin store kærlighed Christina Jørgensen.

»Der opstod vores kærlighed, så der blev vi kærester,« fortalte tv-lægen uden for Skt. Pauls kirke i København, hvor barnedåben fandt sted.

Tv-lægen Charlotte Bøving ses her ved barnedåben med sin mor, Margot.
Tv-lægen Charlotte Bøving ses her ved barnedåben med sin mor, Margot. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

»Så det er særlig magisk,« tilføjede Christina Jørgensen.

Charlotte Bøving har igennem mange år været bedste venner med Dennis Knudsen, som hun i et opslag på Instagram har kaldt 'Manden i mit liv'.

Blandt andet roser hun ham for, at han var 'vores et og alt', da hun blev gift med Christina Jørgensen i Varde Kirke i august.

»Han forvandlede mig fra »tomboy« til »prinsesse« for en dag og har lært mig at turde være kvinde,« fortalte tv-lægen i opslaget.

Foran kirken uddyber hun forholdet til kendisfrisøren:

»Dennis Knudsen er jo min allerbedste ven, så han betyder alt. Han er min bror af hjertet,« lød det fra Bøving, hvorefter hendes mor, Margot, der også var med, tilføjede:

»Og han er min søn af hjertet.«

»Min mor holder virkelig meget af Dennis og hans børn,« forklarede 54-årige Charlotte Bøving, der også selv har et meget nært forhold til Dennis Knudsens to små drenge, Lukas på to år og lille Noah på fire måneder.

Dennis Knudsens yngste søn, Noah, blev lørdag døbt i Skt. Pauls kirke i København. Her ses kendisfrisøren med sin bror Dion og deres mor, Mona, samt sine to børn, Noah og Lukas.
Dennis Knudsens yngste søn, Noah, blev lørdag døbt i Skt. Pauls kirke i København. Her ses kendisfrisøren med sin bror Dion og deres mor, Mona, samt sine to børn, Noah og Lukas. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

»Jeg får lov at være en del af hans lille familie, og det er helt fantastisk. Det har vi stor glæde af alle sammen. Ungerne elsker Lukas, og lige om lidt, så elsker de Noah lige så meget,« siger hun med henvisning til Christina Jørgensens to døtre, Alma og Maja.

Selv har Charlotte Bøving aldrig fået børn, hvilket hun tidligere til Se og Hør har fortalt, at hun er meget ked af.

Hun glæder sig over, at Dennis Knudsen valgte at få to børn:

»Jeg synes jo, det er rigtig fornuftigt. For så har de to drenge jo altid hinanden. Og er der nogen, der er verdens bedste far, så er det Dennis Knudsen.«