Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Dennis Knudsen har været igennem en umenneskelig hård tid.
Den 1. november mistede han den ene af sine tvillingedøtre, Naomi. Den lille pige blev kun 1½ måned gammel.
17. november blev hun bisat fra Sankt Povls Kirke i Korsør og i torsdags spredte den ulykkelige far sin datteres aske over havet.
»Naomi er sat fri i vinden og havet …. Det kunne ikke være smukkere,« skrev han på Instagram.
Nu er det tid til at se fremad.
Derfor er han sammen med Lukas, Noah og Aura taget på ferie på La Santa. Det skriver han selv på Instagram.
»Vi har det godt. Drengene er i poolen hele tiden, Aura og far hygger i skyggen,« lyder beskeden fra den lille familie.
I et stort interview med B.T. har han for ti dage siden fortalt, hvordan han oplevede den tragiske aften, hvor Naomi gik bort.
Men han talte også om, hvor magtpåliggende det er for ham, at livet går videre. For trods sit tab skal Dennis Knudsen stadig være en god far for sine tre børn.
»Livet er lige nu, og om et hjerteslag kan det være slut. Det oplevede jeg jo her. Så jeg vil leve. Jeg vil være til stede i nuet og bruge livet, mens vi har det. Det er dét valg, jeg lever med i hverdagen.«
Ferien er ét skridt på vej tilbage mod en hverdag som småbørnsfar i Korsør.
»Jeg har tre børn, der skal kunne fungere. Jeg skal være en glad far, skal kaste dem op i luften. Vi skal have masser af leg og glæde ind i vores liv.«