Kendisfrisør Dennis Knudsen er blevet far til en lille søn, Lucas, der blev født på et hospital i USA ved kejsersnit for 10 dage siden.

Nu åbner han op omkring forholdet til kvinden, der har født hans søn.

Dennis Knudsen har valgt at være alenefar til sin søn.

Derfor er Lucas født af en veninde i USA, og der er brugt en anonym ægdonor samt Dennis Knudsens sæd.

Efter 20 års forsøg på at blive far med forskellige kvinder, hvor det ikke er lykkedes, ønskede Dennis Knudsen at have helt klare aftaler.

»Efter alle de tragiske oplevelser, jeg har været igennem de syv gange, jeg har forsøgt, besluttede jeg mig nu for ikke at kæmpe mere med andre mennesker for at blive far. Derfor var jeg havde nødt til at have helt klare regler med min veninde,« forklarer Dennis Knudsen, der har mødt kvinden gennem en tidligere amerikansk kæreste fra Nashville-området i USA.

Han forklarer, at var vigtigt for både ham og kvinden, der har født Lucas, at det var en anden kvindes æg, der blev brugt.

»Hun har født ham, men er ikke en fysisk biologisk mor. Det ville hun heller ikke kunne klare, sagde hun. Hvis det var hendes egne æg, ville hun ikke kunne give ham fra sig,« siger Dennis Knudsen.

Den stolte far med sin nyfødte søn, der blev født ved kejsersnit på et hospital i USA.
Den stolte far med sin nyfødte søn, der blev født ved kejsersnit på et hospital i USA.

Det betyder dog ikke, at Lucas ikke kommer til at have kontakt til kvinden, der har født ham.

»Hun har fraskrevet sig retten til at være mor, men vi har stadig kontakt som venner, og jeg ser hendes børn. Så selvom Lucas har ikke biologiske søskende, har han dem,« siger Dennis Knudsen og tilføjer:

»I går facetimede jeg med hendes børn, og hun skal besøge mig og Lucas, når han bliver større,« siger Dennis Knudsen.

Af samme grund har den 56-årige nybagte far også tænkt sig at opdrage Lucas til at være tosproget, da han er halv amerikaner.

Fredag delte Dennis Knudsen dette billede af sønnen Lucas, der er 10 dage gammel.
Fredag delte Dennis Knudsen dette billede af sønnen Lucas, der er 10 dage gammel. Privatfoto

»Han skal helt klart være tosproget, så han kan være på facetime med dem. Jeg vil snakke meget dansk, men så har jeg en veninde, der vil snakke engelsk, og min bror vil snakke engelsk. Han skal også se engelske børnekanaler - men vi venter lige et par måneder,« siger Dennis Knudsen.

Kendisfrisøren kender også til den ægdonor, der har været med til at skabe Lucas, og han planlægger også, at hans søn skal lære hende at kende i fremtiden.

»Jeg ved, hvem hun er, og jeg har billeder, men hun er anonym. Lucas skal have at vide, hvem hun er, og hvis hun vil se ham, skal hun det. Der skal ikke lægges bånd på ham, og han skal da have at vide, at han er kommet til verden efter 20 år,« siger Dennis Knudsen og tilføjer:

»Jeg priser mig lykkelig for, at det ikke skete med de andre kvinder, for ellers havde jeg ikke fået ham. Han er fuldkommen perfekt,« lyder det fra den tydeligt lykkelige far.

Mens han fortæller, kalder faderpligten også pludseligt.

»Han er sulten nu. Når han drejer sig og sutter på fingrene, så er han sulten. Det er fandeme skønt. Er det ikke vildt, at man kan lære at læse en baby på 10 dage?« siger Dennis Knudsen, der har svært ved at skjule sin faderlige stolthed.

Generelt synes han også, at det indtil videre har været let at træde ind i rollen som far.

»Jeg kan kun sige, det har været nemt indtil videre. Måske skyldes det alt det, jeg har været igennem indtil videre. Jeg har haft en stor salon med 25 ansatte, og det var hårdt, og da jeg solgte den, var det med det formål at skulle være far. Det er også grunden til, at jeg flyttede i en større lejlighed. Alt er kørt i stilling,« siger Dennis Knudsen.

Dennis Knudsen med sønnen Lucas.
Dennis Knudsen med sønnen Lucas. Privatfoto