Et årelangt retsopgør mellem den israelske model Bar Refaeli og myndighederne i hendes hjemland ser nu ud til at have nået enden.

I hvert fald modtog den 35-årige israeler søndag sin dom: ni måneders samfundstjeneste.

Det skriver blandt andre AP med henvisning til den strafudmåling, der netop har fundet sted i forlængelse af, at Bar Refaeli og hendes mor i juli blev dømt skyldige i sagen.

Således fandt retten i Tel Aviv det bevist, at makkerparret bevidst har snydt Israels skattevæsen for en væsentlig sum penge.

Bar Refaeli flankeret af sin mor under sønndagens retsmøde.
Bar Refaeli flankeret af sin mor under sønndagens retsmøde. Foto: ARIEL SCHALIT
Vis mere

I dommen lyder det, at mens Bar Refaeli som yngre turnerede verden rundt som succesfuld model og i øvrigt datede Leonardo DiCaprio, undveg hun at betale skat af indtægter på omtrent 10 millioner dollar.

Og hendes mor hjalp altså til med skatteunddragelsen, da hun som agent stod for at indberette pengene, lød det i retten.

Selv har de hævdet, at modellen på daværende tidspunkt ikke var forpligtet til at indberette sin indkomst, da de befandt sig på israelsk jord under halvdelen af tiden.

Ifølge landets skatteregler er man således ikke forpligtet til at betale skat i landet. Men den købte retten altså ikke, og søndag faldt dommen.

Værterne ved 'Eurovision Song Contest' sidste år. Fra venstre Lucy Ayoub, Erez Tal og Bar Refaeli.
Værterne ved 'Eurovision Song Contest' sidste år. Fra venstre Lucy Ayoub, Erez Tal og Bar Refaeli. Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

Foruden samfundstjenesten skal Bar Refaeli og hendes mor, Tzipi Refaeli, betale en bøde på 1,5 millioner dollar samt det skattebeløb, de skylder.

Sidstnævnte blev desuden idømt 16 måneders fængsel.

AP skriver, at modellens omdømme har lidt under den langvarige sag, men altså ikke mere, end hun fortsat får tilbudt værtsroller.

Da Israel sidste år havde værtskabet under 'Eurovision Song Contest', var det da også med hende i front.