De er børn af kendte forældre og har både arvet efternavn, talent og interesse. Og det har de skullet kæmpe med hele livet.

- Med dit efternavn må det have været lettere at komme frem.

Den sætning har Klaus Pagh, Kim Larsen og Willy Rathnovs døtre måttet høre på hele livet. Som døtre af kendte forældre har de tre kvinder ikke blot arvet et kendt efternavn.

De har også arvet forudindtagede holdninger og synspunkter, fortæller de til bt.dk

Alligevel har de valgt at kigge i samme retning som deres kendte mor eller far.

- For mange vil det nok stritte imod at have lyst til at gå samme vej som deres kendte forældre. Men impulsen vil være så stærk, at man ikke kan lade være. Det er som at få en gave, der forpligter. Det må være svært, at andre tror, det er så nemt. Enten skal man forsvare sig selv hver gang eller leve med folks fordomme. Intet af det er tilfredsstillende, forklarer psykolog, Vibeke Svane, ekstern lektor på KU med speciale i mønsterbrud.

- Det må give et både ydre og indre pres. Man kan jo ikke gøre for, hvad man hedder til efternavn, men måske får man selv den tanke, at det er derfor, folk vil have fat i en, og det minimerer jo ens egen indsats og kan påvirke ens selvværd og selvtillid.

Der skal man virkelig kunne hvile i sin egen overbevisning om eget værd, siger psykologen.

Selv om hverken Anne, Alice Eva eller Charlottes forældre har opfordret dem til at gå samme vej, kan der sagtens opstå et pres alligevel, forklarer psykologen.

- Det gælder ikke kun børn af kendte forældre. Hvis din far er læge, og du selv føler en interesse for det, vil familien helt sikkert kigge på, om du har klaret dig lige så godt som faderen, siger Vibeke Svane.

-Den bedste måde at bryde med den totale identifikation på kan sagtens være at finde sin helt egen stil i samme genre som forældrene. Men en stil viser en helt anden side af en selv, så man ikke længere er tynget af forældrenes arv, der hænger over skulderen, råder hun.