Den legendariske rapper Dr. Dre er blevet indlagt på hospitalet.

Endnu er det ikke bekræftet, hvad årsagen til indlæggelsen er, men flere amerikanske medier citerer anonyme kilder, som oplyser, at der er tale om en mulig hjerneblødning.

Det skriver blandt andet People og Deadline.

For få timer siden – efter nyheden om hans indlæggelse var blevet bragt i flere medier – har den 55-årige amerikanske rapper med det borgerlige navn Andre Young selv kommenteret sagen:

ARKIVFOTO af Dr. Dre.
ARKIVFOTO af Dr. Dre. Foto: CHRIS DELMAS
Vis mere

»Tak til min familie, mine venner og fans for deres interesse og deres ønsker om god bedring. Jeg har det godt, og jeg modtager fremragende behandling fra mit lægehold,« skriver Dr. Dre på sin Instagramprofil.

»Jeg er ude af hospitalet og hjemme igen om kort tid. Stor tak til alle de fantastiske sundhedsansatte på Cedars.«

Sidstnævnte henviser til, at han er indlagt på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles.

Den verdenskendte rapper og musikproducer blev for alvor kendt som en del af rapgruppen N.W.A i 1980'erne, som han grundlagde sammen med blandt andre rapperen Ice Cube.

Netop Ice Cube har på sin Twitterprofil også omtalt vennens indlæggelse:

»Send jeres kærlighed og jeres bønner til Dr. Dre,« skrev han natten til onsdag dansk tid.