Frederik Cilius og Rasmus Bruun røg ud i et mindre kulturpolitisk stormvejr, da de i juni blev beskyldt for at gå langt over grænsen med deres satire i Radio24syv-programmet 'Den korte radioavis'.

Der var flere sager om blandt andet influnenceren Amalie Have og Kirsten Birgit-karakterens indblanding i en Twitter-føljeton om psykisk lidelser, men især historier, der gik på Socialdemokratiets Henrik  Sass Larsens privatliv, seksuelle forhold til en partifælle og sygemelding blev udsat for skarp kritik.

Læs om sagen HER hvor Radio24Syv-direktør Jørgen Ramskov blandt andet måtte ud og beklage.

Da makkerparret, der på mandag vender tilbage med 'Den korte radioavis', torsdag aften ankom til årets Zulu Comedy Galla show i Københavns Opera blev spurgt, om de havde lært noget af det hele, lød svaret:

»Vi er blevet klogere i den forstand, at han (Henrik Sass Larsen, red.) jo stadig sidder i Folketinget og tjener en fyrstelig sum, selvom han er sygemeldt,« indledte Frederik Cilius.

Rasmus Bruun tog over:

»Det var ærgerligt, at vi ikke fik mobbet ham så meget, at han stadig er i stand til at hæve sin løn hver eneste måned. Det er vores nederlag, må man sige.«

Frederik Cilius bød ind:

»Ja, og nu er det gået videre til Enhedslisten også. (Læs om sagen HER.)

Rasmus Bruun svarede igen:

»Så der er desværre mere grund end nogensinde til at vende tilbage. Det er jo ikke fordi, vi ikke har lyst. Det er kun, fordi vi skal.«

De to satirikere havde ikke så meget at sige til Radio24syvs aktuelle usikre fremtid. De har brugt deres sommerpause på at skrive på et nyt show, og så må fremtiden vise, hvad der skal ske.

Se hele interviewet med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i videoen øverst.