»Et farligt og manipulerende rovdyr,« er ordene, som en efterforsker bruger, når hun skal beskrive briten Phillip Blackwell.
Den tidligere britiske 'X Factor'-deltager har de seneste dage været på anklagebænken i en sag, hvor han er tiltalt for at have terrorisseret kvinder på tværs af England siden 90'erne.
Den 55-årige mand erkender sig skyldig i alle forholdene. Og der er mange.
Over 22 år har han begået 31 former for seksuelle overgreb mod ni forskellige kvinder, lød det onsdag i Warwick Crown Court.
Overgrebene startede i slutningen af 90'erne, hvor han de tidlige morgentimer overfaldt og voldtog kvinder i gaderne i byerne Nuneaton og Birmingham.
Siden tog han videre til Cornwall, hvor han mellem 2005 og 2019 fortsatte sin stime af seksuelle overgreb.
I 2008 stillede han håbefuldt og smilende op i den britiske udgave af 'X Factor', og det var da også med et smil, at hans omgangskreds kendte ham bedst.
Smilet falmede, da Warwickshire Police i samarbejde med West Midlands Police indledte en efterforskning af de mange overgreb.
I januar var bevisbyrden så tungtvejende, at man sigtede Phillip Blackwell for at have begået overgreb på fem kvinder på tværs af politikredsene. Han erklærede sig skyldig.
Men omfanget af hans forbrydelser var endnu ikke rullet fuldt ud.
Warwickshire Police fortsatte efterforskningen og opsporede yderligere ofre. Phillip Blackwell erkendte endnu engang sin skyld.
»Det er tydeligt, at han er et farligt og manipulerende rovdyr, der har forårsaget uendelig lidelse hos sine ofre for sin egen seksuelle tilfredsstillelses skyld. Han udgør en voldsom fare for kvinder,« forklarer efterforskningsleder Caroline Corfield.
Hun håber, at Phillip Blackwells ofre kan finde ro i, at han kan se frem til at tilbringe en væsentlig mængde tid bag tremmer. Hvor lang tid, det bliver, bliver afgjort 27. juli, når dommen falder.
Skyldspørgsmålet er som tidligere nævnt allerede besvaret, idet han erkender sin skyld. Spørger man anklager Karen Hackett havde han da heller ikke noget valg.
»Bevisbyrden vejer så tungt, at han ikke havde andre muligheder end at erklære sig skyldig.«
»Hans forbrydelser har alle haft livsændrende konsekvenser for hans ofre, og vi er glade for, at retfærdigheden endelig sker fyldest.«