Det var ingen tilfældighed, at Rigmor Zobel Ravn som lille så ud, som hun gjorde: Karseklippet og med kniv i bæltet. Men det var i mangel af bedre. Dengang, i de tidlige 70'ere, blev hun nemlig udpeget af sin far. Rigmor skulle være 'drengen' - familien Zobels ældste søn.

Patriarken i familien, forsikringsbossen Peter Zobel, havde et problem. Han havde 'kun' fået døtre. Og allerede fra barnsben var Rigmor den, der stak ud.

Hun var kvikkest og mest ambitiøs. Måske kunne hun en dag overtage tronen i Codan, hvor Zobel'er igennem tre generationer havde udfyldt direktørstolen.

I dag er den 40-årige erhvervskvinde, jetsetdronning og mor til to dog mest kendt for den straffesag, som netop har kostet hende 20.000 kr. i bøde for køb af kokain.

Hvad færre ved, er, at historien om Rigmor Zobels liv gemmer på lige dele familietragedie og glamour samt et spektakulært syn på børneopdragelse.

Hentet af privatchauffør

Allerede i en tidlig alder var tegningen til et ualmindeligt liv tydeligt. Sammen med storesøsteren Caroline voksede hun op hos sin far i nordsjællandske Vedbæk. Når håret trængte til frisørsaks, blev døtrene hentet af privatchauffør, og villaen var som regel fyldt til randen med veninder. Ofte vidste stuepigerne ganske enkelt ikke, om de skulle lave middag til fem eller til tyve.

- De måtte simpelthen alt ... og det må de for resten stadig, som Peter Zobels eks-kone, Henriette Zobel, siger i biografien 'Zobels liv'.

Kun farmand skældte ud

Kun Peter Zobel fik lov at skælde ud på døtrene. I det hele taget havde den gamle militærmand en urokkelig holdning til, hvordan familien skulle ledes.

- Jeg mener, at det patriarkalske familiemønster, hvor manden er den bestemmende, er det bedste, der findes, fortalte han i 1978 i B.T.

Rigmor og Carolines bedsteforældre var flinke til at tage sig af børnebørnene. Når de f.eks. hvert år tog på sommerferie, var det deres mormor og morfar der viste dem verden. Peter Zobel - han ville helst bare blive hjemme. Rigmor har siden fortalt, hvordan faderen trods alt var en tro og meget kærlig støtte. Også selv om hun ikke var en rigtig dreng.

- Han har aldrig tænkt: 'Dig kan jeg ikke tale med, fordi du er en pige'. Det er aldrig faldet ham ind. Men han var samtidig den første til at sige: 'Gå ind og red dit hår, og se lidt ordentlig ud'. Han har stærke holdninger til, hvordan kvinder skal være, siger hun i bogen 'Kampen mod uret'.

Barndommen blev dog også levet i mørke. I skyggeland. Her ændrede to dødsfald pludselig alt.

LÆS MANDAG FRA KLOKKEN 09.00 ANDEN DEL I SERIEN 'RIGMOR ZOBELS SVÆRE LIV': RIGMORS TO FAMILIE-TRAGEDIER