Den amerikanske skuespillerinde Mollie Fitzgerald er blevet anholdt af politiet, da de mistænker, hun har begået en voldsom forbrydelse.

Man tror nemlig, at skuespillerinden, der har medvirket i filmen 'Captain America: The first avenger', har slået sin mor ihjel med en kniv.

Det var tirsdag, at Fitzgerald blev anholdt i byen Olathe i delstaten Kansas i USA, skriver TMZ.

Politiet fandt Mollie Fitzgeralds mor i sit hjem 20. december.

Her var hun død af knivstik. Poltiet rykkede i første omgang ud, efter der på morens adresse var blevet meldt om husspektakler, hvor der var et våben involveret.

Selv var Mollie Fitzgerald også på hospitalet med mindre skader.

Efter planen skal den unge skuespillerinde for en dommer i løbet af torsdagen.

Der er ingen forlydender om, hvorfor der gik så længe mellem fundet af morens lig og anholdelsen af datteren.