Skuespilleren Alec Baldwin er i en alder af 61 år stadig særdeles aktiv og har nylige roller i storfilm som 'A Star Is Born', 'Mission: Impossible –Fallout' og 'BlacKkKlansman'.

Og på hjemmefronten er der også fuld fart på. Baldwin har fem børn, men føler sig ikke mere presset, end at han nu har det sjette på vej.

Det afslører konen, den 35-årige yogainstruktør Hilaria Baldwin, på Instagram.

'Det er stadig meget tidligt. Men vi har fundet ud af, at der er en lille person inde i mig. Lyden af dette stærke hjerte gør mig så stærk – især det i lyset af det tab, vi gennemgik i foråret,' skriver hun onsdag i opslaget.

Hilaria Baldwin gennemlevede tidligere på året den tragedie at miste sit ufødte barn i en spontan abort. Hun beder derfor pressen om ro under denne graviditet for ikke at opleve negative konsekvenser af for meget opmærksomhed.

'Min eneste anmodning er, at medierne ikke sender paparazzi efter mig eller køber uafhængige fotos og dermed ansporer dem. Jeg ønsker at være fredfyldt i dette meget tidlige stadie af min graviditet, og at blive jagtet rundt af kameraer er ikke, hvad lægen har ordineret,' skriver hun på Instagram.

Graviditeten er startet lidt voldsomt for hendes krop, hvilket hun har valgt at være åben omkring.

'Disse første måneder har været hårde med udmattelse og kvalme. Og jeg vil ikke lade, som om jeg har det godt', skriver Hilaria Baldwin.

Parret har sammen datteren Carmen på seks år samt sønnerne Rafael, Leonardo og Romeo på fire, tre og et år. Alec Baldwin har desuden datteren Ireland, 23, med sin ekskone, skuespilleren Kim Basinger.

Ireland Baldwin frister en karriere som Instagram-influencer og giver angiveligt sin gamle far grå hår i hovedet med sine ofte meget afklædte billeder.

Alec Baldwin har de seneste år fået stor opmærksomhed for sin harske kritik af USA's præsident, Donald Trump, samt for øjensynlige problemer med at styre sit temperament.

Tidligere på året overfusede han en bilist, som han mener stjal hans parkeringsplads. Sagen endte i retten, hvor stjernen blev beordret til at melde sig til et kursus, der skal lære ham at styre sit temperament.