Den engelske barnestjerne Mya-Lecia Naylor, der er kendt fra flere tv-serier for børn, er pludseligt død i en alder af bare 16 år.

Det skriver BBC og flere internationale medier.

Den 16-årige skuespiller døde den 7. april, efter hun kollapsede, oplyser hendes management A&J Management ifølge BBC.

Den præcise dødsårsag er dog endnu ukendt.

Mya-Lecia Naylor var kendt for sine roller i tv-serierne 'Millie Inbetween' og 'Almost Never', der begge blev vist på børnekanalen CBBC, der er drevet af britiske BBC.

Ud over sine evner som skuespiller var Mya-Lecia Naylor kendt som både danser og sanger.

I en officiel udtalelse fra CBBC begræder man tabet af den talentfulde stjerne.

'Mya-Lecia var en højt elsket del af BBC Børn-familien og en enormt talentfuld skuespiller, sanger og danser. Vi vil savne hende enormt, og vi er sikre på, at I vil hjælpe os med at sende varme tanker til hendes familie og venner,' lyder det blandt andet fra kanalen.

Da størstedelen af Mya-Lecia Naylors publikum var børn, opfordrer CBBC samtidig fans til at snakke med deres venner eller voksne om dødsfaldet.

Tv-serien 'Almost Never', hvor Mya-Lecia Naylor spillede en af de bærende roller, har på sin Instagram-profil delt nyheden om det tragiske dødsfald.

Ifølge BBC har mange af Mya-Lecia Naylors kollegaer reageret på den unge piges død.

Matt Leys, der er manuskriptforfatter på serien 'Millie Inbetween', kalder nyheden for 'forfærdelig og knusende'.

»Du var et mirakel,« siger han samtidig om 16-årige Mya-Lecia Naylor.

På Twitter deler både kollegaer og fans også mindeord om den nu afdøde barnestjerne.

Mya-Lecia Naylor startede sin karriere som helt lille og har medvirket i flere børneserier. Ud over 'Millie Inbetween' og 'Almost Never', som hun var bedst kendt for ved sin død, har den britiske skuespiller medvirket i 'Catoonito Tales', 'Tatiøs Hotel' og flere andre serier.

Den blot 16-årige skuespiller medvirkede i 2012 også i filmen 'Cloud Atlas', som også havde Hollywood-stjernerne Tom Hanks og Halle Berry på rollelisten.