For snart mange år siden var den i dag 55-årige amerikanske skuespillerinde Demi Moore igennem en livskrise.

»Jeg har det sådan, at der er nogle definerende øjeblikke, der skaber, hvem vi er, og hvilken retning vi går i. Tidligt i min karriere gled jeg ned i en spiral af selv-destruktion, hvor jeg, lige meget hvor meget succes jeg havde, ikke følte mig god nok,« siger Demi Moore ifølge People.

Mens hun i midten af 1980'erne var på afvænning for sit narkotika- og alkoholmisbrug, gik det galt for hende igen i januar 2012, hvor hun efter et dramatisk vægttab kollapsede med kramper i sit hjem i Los Angeles. Hun blev indlagt og senere sendt på afvænning for misbrug og spiseforstyrrelser.

Døtrene Rumer, Scout og Tallulah på henholdsvis 30, 27 og 24 år, som hun har med eksmanden Bruce Willis, fungerede som en stor støtte for hende i den svære tid, fortalte hun ved Peggy Albrecht Friendly House's 29th Annual Awards Luncheon, der fandt sted lørdag. Her blev hun kåret til 'årets kvinde'.

Foto: KEVORK DJANSEZIAN/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

To personer, hun knap kendte, og som hun ikke nærmere identificerer, stillede hende et ultimatum.

»De gav mig en chance for at ændre kurs, før jeg ødelagde alt. Det er åbenlyst, at de så mere af mig, end jeg selv gjorde, og jeg er dem så taknemlig. Uden deres tro på mig ville jeg ikke stå her i dag,« lød det fra Demi Moore.

Huin blev samtidig hyldet af kollegaen Soleil Moon Frye.

»Hun lytter, og hun har delt så meget viden. Hun har været til alle mine fødsler og hjulpet med at bringe alle mine (fire, red.) børn til verden,« fortalte skuespillerinden, der blandt andet er kendt fra komedieserien 'Punky Brewster'.