Kun sytten år gammel stod Mia Emilie Persson og dystede imod folk mere end dobbelt så gamle som hende, og teenageren er kommet langt i konkurrencen 'Den store bagedyst'.

Hun fortæller, at der i perioden blev nødt til at være ofre, når man skal passe både skole og konkurrence.

»Jeg har misset en del timer i skolen. Det blev jo optaget på hverdage, så det kunne ikke undgås,« siger denne sæsons yngste deltager.

Hun fortæller, at hun havde talt med sin skole inden optagelserne. Hun fik noter fra sine klassekammerater og lavede afleveringer imellem optagelserne.

Mia Emilie Persson indrømmer, det var hårdt at være en del af 'Den store bagedyst.'
Mia Emilie Persson indrømmer, det var hårdt at være en del af 'Den store bagedyst.' Foto: Foto: Carsten Mol / DR
Vis mere

På den måde hang det hele trods alt sammen.

»Jeg var da stresset nogle gange. Jeg var jo under stort tidspres. Det var selvfølgelig også på den gode måde, fordi jeg lavede noget, jeg godt kunne lide, men det var et presset program.«

Mia Emilie Persson fortæller, at hun kun har fået bagt en smule, efter optagelserne er stoppet. Det har dog fortrinsvist været kødgryderne, hun har haft fat i. Den unge deltager er nemlig også meget glad for det salte køkken og indrømmer, at det ikke gjorde noget at få lidt tid væk fra bageriet.

Ikke desto mindre var det en mærkelig følelse, da programmet stoppede for hendes vedkommende.

»Det var selvfølgelig ærgerligt, da det var ovre, fordi jeg havde haft så meget sjov, men jeg når jo også langt, som man kan se i dagens program. På den måde så trængte jeg også til sommerferie, da det sluttede,« lyder det fra Mia Emilie Persson, som også fik mesterbagerforklædet i første udgave af programmet.

Teenageren fortæller, at det har været en sjov oplevelse at blive et kendt ansigt. Hendes venner og skolekammerater har taget det rigtig pænt.

Indtil lørdagens afsnit har Frederikke haft titlen som 'mesterbager' i nogle uger af programmet, men Mia Emilie Persson slår fast, at forklæde-hæderen mest var rar på grund af anerkendelsen og ikke fordi, det var fravristet en anden.

»Det handler jo ikke om, hvem man havde taget det fra. Det var bare dejligt med ros,« lyder der fra hende.