Først var der én, som sendte opslaget, så var der en anden, som sendte det, og til sidst lå der mere end femten beskeder om, at Kim Kardashians tidligere stylist også havde fokus på fattige kvinder i Uganda og deres udfordringer.

Mary Consolata Namagambe, der er stifter af den godgørende organisation 'She for she pads' fik en idé, da hun så kendissen Stephanie Shepherds opslag, og på en helt særlig måde lykkedes det Mary Consolata Namagambe at komme i kontakt med hende.

Stephanie Shepherd, som er kendt for at stå bag realitystjernen og mangemilliardæren Kim Kardashians beundrede stil i årene 2013 til 2017, havde på sociale medier offentliggjort, at hendes ønske for sin 30-årsfødselsdag var at rejse 30.000 dollars til at skaffe underbukser til 15.000 skolepiger i Uganda.

»Der findes piger, som eksempelvis bruger plastikposer i stedet for underbukser,« forklarer Mary Consolata Namagambe.

Her er Mary Consolata Namagambe (t.h.) og organisationen 'She for she' ude på skolebesøg i Uganda.
Her er Mary Consolata Namagambe (t.h.) og organisationen 'She for she' ude på skolebesøg i Uganda.
Vis mere

Hun øjnede en klar mulighed som stifter af 'She for she pads', der forsyner unge kvinder med vaskbare hygiejnebind, og hun forsøgte at kontakte Shepherd gennem sociale medier. Det var dog ikke sådan lige at få fat i kendissen, som har mere end 1,5 millioner følgere på Instagram.

Derfor tog Mary Consolata Namagambe imod et godt råd og opfordrede sine følgere til at 'tagge' Stephanie Shepherd i kommentarer, så de kunne få den stilfulde kvindes opmærksomhed.

Det lykkedes, og der kom en mail om, at Stephanie Shepherd gerne ville mødes med Mary Consolata Namagambe og 'She for she pads'. Begge kendisser kæmper nemlig for at undgå, at piger og unge kvinder misser skole på grund af menstruation.

»Jeg var vildt spændt og vildt glad, men jeg vidste jo også, at hun var stylist for Kim Kardashian,« siger Mary Consolata Namagambe og uddyber:

»Jeg kørte derfor rundt i Kampala (Ugandas hovedstad, red.) for at finde noget tøj, jeg kunne tage på.«

Hun griner ved tanken om tøjpanikken og fortæller så, at hun blandt andet steg ombord i nogle virkelig høje hæle, som hun aldrig havde haft på før, for at være klædt korrekt til lejligheden.

»Og så kommer Stephanie Shepherd i et par bukser og en t-shirt,« lyder det fra Mary Consolata Namagambe.

Hun fortæller dog, at mødet gik godt, og at de er blevet enige om, at de udleverer to par underbukser fra Stephanie Shepherds organisation sammen med hver pakke med hygiejnebind, de giver til en skolepige.

»Så informerer vi dem (Khana Panties, red.), når vi har været ude på en skole og uddele bind. Så siger vi for eksempel: 'I dag tager vi til den og den skole. Og der uddeler vi til 200 piger',« lyder det fra Mary Consolata Namagambe, som lige nu befinder sig i Uganda.

Hun fortæller desuden, at hun i den grad har kunnet mærke, at det er en kendis, hun har med at gøre.

»Lad os bare sige, at nu har jeg arbejdet med det her i to år, og det her er første gang, jeg har oplevet at få mere end 800 'likes' på et opslag, og det er jo klart, at det er godt for vores sag,« siger hun og lyder begejstret.

Hun har delt sine oplevelser og det spændende nye samarbejde med sine følgere på Instagram. Her fortæller hun, at det tydeligt kan ses, hvor glade pigerne bliver, når de også ser, at der er underbukser sammen med bindene, de får.