Sidste uge rundede Carsten Knudsen de 60 år med venner og familien, men fødselsdagen var kort efter jul tæt på ikke at blive til noget.

Anden juledag ramte uheldet nemlig den sjove musiker, da han blev ramt af en blodprop ved hjertet.

»Den 25. december sad jeg på kondicykel. Jeg kunne mærke, at det kunne jeg ikke holde til. Det var underligt og strammede i brystet. Derfor tog jeg hjem. Næste dag kom det igen, da jeg gik en lille tur ned til stranden, så vi tog på skadestuen,« siger Carsten Knudsen til Se og Hør.

Han er ikke uden humor, da han bliver spurgt ind til den uhyggelige oplevelse, og noterer, at julen jo er hjerternes fest, inden han fortæller videre om forløbet.

The Julekalender - De Nattergale
The Julekalender - De Nattergale Foto: Steen Linde/TV 2
Vis mere

På skadestuen fandt lægerne hurtigt ud af, at Carsten Knudsen havde fået en lille blodprop i hjertet, og fortalte ham, at han skulle opereres.

Han kom hurtigt på operationsbordet, hvor lægerne lavede en ballonudvidelse, som fik ham på ret køl igen, skriver Se og Hør.

Nu, tre måneder senere, er humøret i top, og den muntre jyde har fuld fart på hverdagen igen med arbejde, motion og lange gåture i skoven.

Carsten Knudsen arbejder i dag med at spille musik, men er kendt for at være den ene tredjedel af gruppen De Nattergale, hvor han bedst er kendt for rollerne som Günther og Gertrud i julekalenderen 'The Julekalender'.