Lyt til artiklen

Tirsdag eftermiddag spiller det danske landshold sin første VM-kamp.

Under kampen mod Tunesien vil Danmark dog alligevel ikke spille med regnbuefarvet anførerbind, efter FIFA har klargjort, at sanktionen bliver et gult kort til bæreren.

Derfor har B.T. samlet og spurgt en lang række kendte danskere om, hvad de mener om situationen.

Og mens flere samtidig roser det iranske landshold – der til mandagens kamp mod England undlod at synge deres egen nationalsang i protest mod deres lands præstestyre – så er der også en enkelt, der synes, at politik og sport helt burde adskilles. Se hele listen herunder.

Tv-vært Peter Ingemann.
Tv-vært Peter Ingemann. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Tv-vært Peter Ingemann

Peter Ingemann mener, at det er den danske regering, der skulle gå forrest med kritikken – som burde »være meget tydeligere«.

»Men – derfor håber jeg da også, at der er en spiller, der tænker: 'Op i røven med FIFA og Qatar – jeg gør det sgu!'. Jeg gad godt at se en spiller få et gult kort foran milliarder af mennesker. Det ville være en lille pris, altså kortet, for et enormt vigtig statement og ditto sag. Og det ville være så pinligt for værterne, der har presset FIFA og for FIFA selv,« forklarer Peter Ingemann til B.T.

For selvom kritikken bør komme fra højeste sted, så kan enkeltpersoner – som fans og spillere – også sagtens få et budskab frem, mener tv-værten.

»Men – og det er vigtigt – det er op til den enkelte spiller og samvittighed. Jeg vil ikke sige, at de skal eller burde. Jeg håber bare – og drømmer.«

Tv-vært og musiker Nikolaj Koppel.
Tv-vært og musiker Nikolaj Koppel. Foto: Teitur Jonasson
Vis mere

Tv-vært og musiker Nikolaj Koppel

»DBU, der sender Simon Kjær på banen med regnbueanførerbindet, vil være den mindste pris for den største symbolik. Et glimt af integritet og håb. Sådan noget, man skrev bøger om i fremtiden. Kom nu DBU, gør, som I har lovet, I vil blive hyldet vidt og bredt,« skriver Nikolaj Koppel i et opslag på Twitter.

Radiovært Dan Rachlin

»Jeg synes, det danske landshold og DBU er sat i en umulig situation. Lige meget, hvad de gør eller ikke gør, får de kritik. For mig handler det nu om, at vores landshold får arbejdsro til de kampe, den turnering, som mange spillere kun får muligheden for at opleve én gang i karrieren,« skriver Dan Rachlin i en sms til B.T.

Erhvervsmand Asger Aamund.
Erhvervsmand Asger Aamund. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Erhvervsmand Asger Aamund

»Jeg synes, at landsholdet bliver groft udnyttet af moderigtige politiske kræfter, der vil bruge spillerne som ambassadører for døgnets politisk korrekte mærkesager,« lyder det kontant fra erhvervslederen til B.T.

»Spillerne skal kunne samle sig om deres sport og ikke være tvangssælgere af budskaber fra BLM, bøssebevægelsen eller klima-alarmisterne. Lad politikerne tage sig af politik og spillerne om fodbold!«

Tv-vært Signe Molde

»Jeg har længe ikke vidst, hvilket fodboldhold jeg holder med. Det ved jeg nu: Jeg holder med Iran. Jeg er ikke fodboldekspert, men jeg er klart fan af et hold, der tør sætte politik over sportsresultater,« skriver Signe Molde i et opslag på Twitter.

Radiovært Alex Nyborg Madsen

»Jeg er selvfølgelig super ærgerlig over, at landsholdet ikke kommer til at bruge regnbuearmbåndet i Qatar. Som så mange andre har sagt, ville det være en 'billig' måde at tage stilling på – specielt, hvis de andre store fodboldnationer havde gjort det samme,« siger Alex Nyborg Madsen til B.T.

»Men jeg vælger at fokusere på, at der trods alt er en effekt af valget og debatten om det. For denne beslutning har jo kun skabt endnu mere omtale af forholdene i Qatar – og i FIFA. Jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke kommer et efterspil efter denne slutrunde, og så er der trods alt kommet noget godt ud af det. Qatar og FIFA er jo indlysende ikke blevet sportwashed – tværtimod.«

Tv-vært Line Baun Danielsen.
Tv-vært Line Baun Danielsen. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Tv-vært Line Baun Danielsen

Den tidligere sportsvært Line Baun Danielsen mener, at kritikken af det manglende regnbueanførerbind er for hellig, fordi den først kommer op til afholdelsen af VM i Qatar.

»Vi har i årevis vidst, at homoseksualitet var forbudt. At menneskerettighederne blev krænket. Vi har vidst det hele tiden. Nu står alle de ‘politisk korrekte’ så i kø og skælder DBU og landsholdsspillerne ud for ikke at gøre NOK … Og anfører Simon Kjær får i særdeleshed kritik for ikke at ville bære One Love-anførerarmbåndet, selvom det ville koste ham et gult kort, som FIFA annoncerede i mandags,« skriver Line Baun Danielsen på sin blog.

Komiker Mikkel Klint Thorius

»Irans anfører udtaler, at han spiller for folket. Og det har jo nok ikke nogen konsekvenser i sådan et diktatorisk præstestyre … Samtidig: Det danske landshold tør ikke have et regnbuefarvet anførerbind på, fordi de er bange for at få gultkort. SUPER. FUCKING. DUPER DANMARK,« skriver Mikkel Klint Thorius i et opslag på Twitter.

Radiovært Sanne Cigale

»At der nu overhovedet spekuleres i, hvorvidt det er det værd, at Simon Kjær kan risikere at få gult kort for at bære et regnbuefarvet armbånd i Qatar. Kom nu. Gå forrest. Det er den mildeste straf, jeg kan komme i tanke om, når det gælder et slag for basic human rights,« skriver Sanne Cigale i et opslag på Twitter.