Britiske medier kan ikke få nok. Hvem er den mystiske, mørkhårede ’skønhed’, som Meghan Markle ofte ses sammen med?

Siden den 37-årige hertuginde i 2016 fandt sammen Storbritanniens prins Harry, har en anden mand – uden officiel kæreste – spøgt i kulissen.

Han var sammen med Harry og Meghan første gang, de blev set sammen offentligt. Han stod for pressedækningen af Meghans ’babyshower’ i New York, og til det royale pars bryllup dukkede han op i det stiveste puds med modefirmaet Burberrys tidligere kommunikationschef under armen.

Manden, som Meghan har kaldt sin bedste ven og ”onkel” til sine hunde, er 41 år, fra Canada og hedder Markus Anderson.

Ligesom Meghan Markle er han vokset op langt fra de royale stuer i mere ”almindelige” omgivelser i byen Peterborough, hvor han gik i den ”almindelige” folkeskole Peterborough Collegiate.

Han er en modemand med hang til Alexander McQueen og Saint Laurent, og til livstilmagasinet Coveteur har han fortalt, hvordan hans yndlingssted i verden er hjembyens lokale naturpark Algonquin Park, ligesom hans yndlingsbog er Ayn Rands klassiker fra 1943 ’The Fountainhed’.

Som 19-årig flyttede han fra Canada til London, hvor han fik job som tjener på den eksklusive natklub og hotel Soho House, og det var her, han arbejdede sig op i de finere kredse.

Markus Anderson og Meghan Markle til Invictus Games i Toronto 2017.
Markus Anderson og Meghan Markle til Invictus Games i Toronto 2017. Foto: WARREN TODA
Vis mere

Soho House, der i dag er en verdensomspændende kæde af natklubber for VIP-medlemmer, blev grundlagt i 1995 af en mand ved navn Nick Jones. Han fik et godt øje til Markus Anderson, som han i løbet af årene forfremmede til sin højre hånd.

Nick Jones gav Markus Anderson kælenavnet ”Lady A”, hvilket ifølge ifølge Soho Houses’ hjemmeside også er navnet på en af husets rosé-vine.

Og det var så her, Meghan Markle i 2011 angiveligt blev venner med Markus Anderson.

Den modeglade ”Lady A” var af Nick Jones blevet sendt tilbage til Canada og Toronto for at åbne et nyt Soho House, så da Meghan Markle var i byen for at indspille tv-serien ’Suits’, skulle hun naturligvis besøge den nye hotte natklub.

Foto: POOL
Vis mere

»Hvad skulle jeg gøre uden min elskede, støttende og altid sjove ven? Jeg ville kede mig, og livet ville helt sikkert være mindre interessant. Jeg elsker dig så meget,« skrev Meghan Markle om Markus Anderson på sin nu lukkede Instagram-profil.

De begyndte at tage på ferier sammen, og da hun i 2013 blev skilt fra sin første mand, filmproduceren Trevor Engelson, græd hun ifølge Daily Mail ud ved Markus Andersons skulder.

Så kom prins Harry ind i billedet.

Markus Anderson, hvis job går ud på at skaffe VIP-gæster til Soho House, skaffede i 2016 et privatrum til prins Harry og Meghan Markle på natklubben i London i forbindelse med deres første date.

Resten er som bekendt historie, og nu hvor Meghan Markle er blevet en del af det britiske kongehus, anses Markus Anderson som Meghan Markles ’højre hånd’, der blandt andet har skaffet hende Hillary Clintons tidligere kampagnechef, Sara Latham, til at stå for al PR.

»Han er aldeles diskret. Han og Sara er fantastiske mennesker for Meghan,« har en kilde tæt på den royale familie udtalt til Daily Mail.

Markus Anderson har i dag lukket ned for sine sociale medier.