Kandis-Johnny er langt fra den eneste danske kendte, der er blevet forfulgt af en stalker.

I fem år blev Jørgen de Mylius forfulgt af en kvindelig fan. Først da han kontaktede politiet og hendes psykolog, stoppede det.

- Det gjorde mig utryg dengang, og jeg blev pikeret, har Jørgen de Mylius tidligere fortalt til B.T.

LÆS OGSÅ:

Kvinden lod ham til sidst være, men efter 10 års pause begyndte hun igen. Tilbage i 2008 blev han pludselig kontaktet af hende igen.

- Hun begyndte at skrive igen, men jeg har gemt brevet fra Frederiksberg Politi, hvor der står, jeg kan henvende mig, hvis jeg hører fra hende igen. Så jeg gik til politiet, og siden har jeg ikke hørt fra hende, har han sagt og fortalte, at forfølgelsen, der stod på fra 1993-1998, var ganske omfattende.

- Hun var vel i begyndelsen af trediverne dengang og så ganske almindelig ud. Hun skrev breve med billeder til mig hver dag. I begyndelsen nøjedes hun med at skrive, men senere begyndte hun at følge efter mig, når jeg var på arbejde som discjockey eller til et tv-show. Hun sad tit på første række, og det kunne virke meget distraherende.

Men det tog for alvor overhånd, da hun også besøgte han på privatadressen.

- Hun fandt også ud af, at jeg havde sommerhus og fulgte efter mig og stod for enden af indkørslen hver dag. Og når jeg ikke var der, bosatte hun sig på terrassen med gasblus og hang børnetøj op, hun havde købt.

Her er andre kendte, der er blevet stalket:

Sanger Signe Svendsen blev efter Melodi Grand Prix-sejren med Rollo og King ringet op af en person op mod 15 gange om dagen. Personen sagde ingenting. En dag stod der også en fremmed mand foran hendes dør med blomster.

X Factor-vært Lise Rønne blev for en nogle år siden forfulgt af en fanatisk beundrer. Det begyndte som et tilfældigt møde i et tog og blev senere fulgt op af utallige breve. Han mente, de var kærester.

Naser Khader blev i to år forfulgt af en kvinde, der var overbevist om, at de var gift. Kulminationen kom, da kvinden mødte op på hans kontor og truede ham med en kniv.

Anders Blichfeldt, sanger og komponist i Big Fat Snake, blev i flere måneder udsat for telefonterror og forfølgelse af en kvindelig fan. Der gjorde alt for at ødelægge hans ægteskab.