Hvis man spørger datteren til den kendte filmhelt Bruce Lee, så er der ikke meget godt at sige om den måde, hendes far er fremstillet i en ny storfilm.

Hun siger, at portrætteringen i Quentin Tarantinos nyeste film, 'Once upon a time in Hollywood', gør hendes far til en 'karikatur.'

Det er skuespiller Michael Moh, som spiller Lee, men ikke på en måde, som gør den afdøde kampekspert ære, ifølge datter Shannon Lee. Det skriver News.com.au.

»Bruce Lee virker som et arrogant røvhul, som var fyldt med varm luft, i stedet for en person, som skulle kæmpe tre gange så hårdt for at opnå, hvad der bare blev givet til andre,« udtaler hun.

Michael Moh (t.v.) spiller den betømte kampsportsekspert Bruce Lee i filmen 'Once upon a time in Hollywood'. EPA/NINA PROMMER
Michael Moh (t.v.) spiller den betømte kampsportsekspert Bruce Lee i filmen 'Once upon a time in Hollywood'. EPA/NINA PROMMER Foto: NINA PROMMER
Vis mere

I filmen kæmper Bruce Lee mod Brad Pitt i en scene, der skal være sjov, men det var den i hvert fald ikke for Shannon Lee.

Hun siger, at det gjorde hende ked af det, da hun sad i biografen og kunne høre publikum grine ad hendes far.

Filmen handler om Hollywood i tidligere tider, hvor Bruce Lee foruden sin egen filmkarriere også trænede andre kendisser som Steve McQueen, Roman Polanski og Sharon Tate i kampsport.

»Jeg forstår godt, at de ønsker at gøre Brad Pitts karakter til en super badass, som kan tæske Bruce Lee. Men derfor havde de ikke behøvet at behandle ham på samme måde, som det hvide Hollywood gjorde, dengang han levede,« siger datteren yderligere.

Bruce Lee døde i en alder af kun 32 år. Han omkom, efter at have været ramt af hjerneødem – en tilstand hvor hjernen hæver op.

På tragisk vis mistede Shannon Lee desuden sin bror Brandon Lee, der ligesom sin far døde i en ung alder.

Han blev kun 28 år gammel.

I filmen 'Once Upon a Time in Hollywood' medvirker foruden Brad Pitt og Michael Moh store stjerner som Leonardo DiCaprio og Margot Robbie.