Deltagerne i dating-programmet 'ZULU swiper Europa' har ikke fundet kærligheden i en fremmed europæer, men derimod i hinanden.
Programmet gik ellers ud på, at de to deltagere, 24-årige Nicoline Høj og 26-årige Niklas Rumohr, skulle date forskellige mennesker i mange af Europas byer. Men efter længere tid i hinandens selskab kunne de ikke holde sig fra hinanden.
»Jeg syntes, han var irriterende, første gang jeg mødte ham, og Niklas syntes også, jeg var irriterende,« siger Nicoline Høj til B.T. om det første møde med Niklas Rumohr.
Men efterhånden som optagelserne skred frem, og de lærte hinanden bedre at kende, gik det op for dem, at de slet ikke behøvede date flere i de mange europæiske byer.
Kærligheden mellem dating-deltagerne blomstrede for alvor i et supermarked i Luzern i Schweiz mellem optagelserne.
»Vi går rundt i supermarkedet og har det sjovt over, at vi ikke har råd til noget ordentligt at spise, fordi Schweiz er så dyrt. Så tager Niklas mig pludselig i hånden, hiver mig ind til ham og kysser mig. Det var meget romantisk!,« siger Nicoline og fortsætter:
»Det var lidt mærkeligt, for samme dag skulle vi ud og finde nye dates, og på det her tidspunkt var jeg ikke i tvivl om, at jeg godt kunne lide ham,« siger Nicoline.
Det husker Niklas også tydeligt.
»Jeg syntes, Nicoline var en meget sød pige.«
Men da programmet handler om, at de skulle ud og date, måtte de holde det hemmeligt for kameramanden, der fulgte dem.
»Vi måtte jo ikke sove sammen eller noget som helst, for kameramanden havde været bange for, at den her situation skulle opstå. Vi måtte knap nok kigge på hinanden. Så vi kyssede lidt i smug på værelserne,« siger Nicoline.
Turen gik videre til Amsterdam, hvor romancen mellem dem alligevel ikke var til at skjule.
»En af kameramændene sagde pludselig til os 'er I to sammen nu?' Og så grinte vi bare allesammen, og han fortalte, han syntes, det var den bedste afslutning, der kunne komme på programmet. Så fra dén dag syntes han, det var unfair at sende os på flere dates og i stedet bare nyde, hvad der var sket og i stedet date hinanden.«
I dag er Nicoline og Niklas stadig meget glade for hinanden.
»Vi var bange for at komme hjem til hverdagen. Da vi var ude at rejse, var det kun os to og ingen andre. Og nu er det verden mod os. Han har sit liv, og jeg har mit liv. Da jeg kom hjem, kendte jeg dårligt hans efternavn, så vi skulle lige lære hinanden ordentligt at kende,« siger Nicoline, som var bange for, at deres 'boble sammen ville springe'.
»Boblen er sprunget, men der kom ingen varige mén af det. Vi har set hinanden hver dag, siden vi kom hjem, og det går rigtig godt,« siger Nicoline.
Niklas er også glad for, de stadig ses efter optagelserne.
»Det er ikke så lang tid siden, vi mødte hinanden, men alligevel føler jeg, jeg har kendt dig i meget lang tid,« siger han, hvortil Nicoline tilføjer: »Det har været den perfekte date over tre uger.«
Nicoline er også aktuel i DR-programmet 'Hypnodating', hvor hun med hjælp fra hypnotisøren Jan Hellesøe skal af med sin dating-skræk.
Programmet hjalp hende så meget, at hun ikke har haft de store problemer siden, og derfor sagde ja til Zulu's program.
»Min dating-skræk er væk, og nu har jeg jo heller ikke behov for at date mere, kan man sige.«