I januar indstillede Dario Campeotto karrieren midlertidigt.

Den 83-årige folkekære sanger var blevet ramt af kræft i bugspytkirtlen, men i juni fik han succesfuldt fjernet knuden, og derfra begyndte det at lysne med helbredet.

Derfor var Dario Campeotto også håbefuld omkring at skulle optræde igen til Dansk Slager Parade 2023, som afholdes i starten af det nye år.

Men i weekenden måtte han aflyse det kommende jubilæumsshow 'grundet fortsat sygdom', som hans familie skriver i et opslag på Facebook.

Over for B.T. uddyber Dario Campeottos hustru, Gertrud Campeotto:

»Han er jo nødt til at tænke på sig selv. Det er en stor operation, han har været igennem og sådan noget, så kræfterne skal på plads, og der er ingen grund til at udsætte sig selv for mere, end hvad kroppen kan tage,« forklarer hustruen.

Familien Campeotto har dog ikke lyst til at gå for meget i detaljer med situationen, som de betragter som privat.

Men trods aflysningen af Dario Campeottos tilbagevenden til scenen husker familien at holde hovedet højt.

»Man er nødt til at tænke på sig selv, og sådan er det, manden bliver jo også 84,« siger Gertrud Campeotto og griner.

Tilbage i 2011 var ægteparret Gertrud og Dario Campeotto også til premiere på Cirkusrevyen.
Tilbage i 2011 var ægteparret Gertrud og Dario Campeotto også til premiere på Cirkusrevyen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ved Dansk Slager Parade 2023 bliver Dario Campeotto erstattet af Anders Bircow, fremgår det af dansktop-turneens hjemmeside.

Dario Campeotto brød for alvor igennem, da han med sangen 'Angelique' landede en femteplads som det danske bidrag ved Eurovisision Song Contest i Nice i 1961.

Den blev siden hans signatursang og blev desuden startskuddet til en livslang sangkarriere og roller på både teater, i film og operetter.

Dario Campeotto var i seks år i 1960erne gift med Ghita Nørby, som han kortvarigt flyttede til Italien med og fik sønnen Giacomo med.

Siden 1977 har Dario Campeotto været gift med Gertrud Campeotto, som han har en søn og en datter med.