For nylig blev Dar Salim præsenteret som vært på dette års Zulu Award. I en pressemeddelelse skrev den anerkendte skuespiller, at han var på udebane. Men til Robert på den røde løber fortæller Dar Salim nu, at han er ved godt mod.

»Jeg er i fuld gang med at forberede mig. Det er mega sjovt, og jeg tror, det bliver et stort show,« siger Dar Salim, der er nomineret til 'Bedste Mandlige hovedrolle' for 'Til Vi Falder' og 'Bedste Mandlige Birolle' for 'Fred til lands'.

Tiden går lige nu med at forberede sig til værtsrollen.

»Det er det, jeg bruger det meste af min tid til for tiden. Og jeg glæder mig.«

Lige nu er han fattet med rollen, fortæller han, fordi han forbereder sig så godt.

»Jeg er ikke nervøs nu, fordi jeg forbereder mig og har lagt en vej. Jeg tror, at jeg bliver nervøs, lige inden jeg skal på, men lige nu føles det godt.«

Og han har ikke spurgt tidligere værter til råds.

»Man skal gøre det på sin egen måde, og jeg har gode folk omkring mig til at tilrettelægge det. Jeg er i gode hænder,« siger Dar Salim, inden han går ind til aftenens show med mad og drikke, kjoler og jokes fra scenen.