Dansktop-stjernen Ulla Pia dødssyg af kræft


Engang stod hun på toppen af dansktoppen. Uovervindelig sang hun om 'Flower Power Tøj' og vandt med sit smilende væsen danskernes hjerter.
I dag kæmper Ulla Pia Nielsen for sit liv. Og hun bliver ved lige til det sidste. Det fortæller hendes datter i et interview med Se & Hør.
Hendes i dag 75-årige mor blev i marts diagnoseret med kræft i ryggen. Hun havde kun få måneder igen, lød beskeden.
Dengang traf hun en beslutning: Ulla Pia Nielsen ville nå at se sit barnebarn blive student. Og det nåede hun.

8. juni fik barnebarnet sin hue. 8. juni blev Ulla Pia Nielsen indlagt med voldsomme smerter. 17. juni blev sangerinden udskrevet og vendte hjem til plejecentret, hvor Karina Pia Nielsen dagligt kigger forbi.
»Hun har rigtig mange smerter. Hun har altid været tapper og en fighter, og hun kæmper det bedste, hun har lært. Men det er en ulige kamp, når man først har fået sådan en sygdom,« fortæller datteren til Se & Hør.
Ifølge datteren er dansktop-darlingen meget bevidst om, at døden venter på hende lige om hjørnet. Hun bryder sig dog ikke om at tale om det, men det betyder ikke, at mor og datter slet ikke taler sammen.
Det gør de nemlig hver dag. Hver morgen ringer hun og siger godmorgen til sin datter. Hver aften siger de godnat.

Et ritual de fik, mens Ulla Pia var indlagt, fortæller Karina Pia Nielsen, som lægger navn til et af hendes mors største hits. Nummeret 'Karina' fra 1971 er nemlig en hyldest til datteren.
Sit folkelige gennembrud fik Ulla Pia Nielsen dog fem år tidligere, da hun i 1966 iført perlekjole og med sorte lokker indtog Melodi Grand Prix-scenen med sangen 'Stop, mens legen er go'.
Selvom hun var oppe mod store navne som Dario Campeotto og Gustav Winckler vandt den dengang 21-årige kvinde sangkonkurrencen.
Herefter fulgte en række større og mindre hits, og foruden at indtage musikbranchen gjorde Ulla Pia Nielsen sig også på det store lærred, de revybrædderne og til modeshows.