Richard Ragnvald har pustet ild til gløderne i en gammel strid og har lagt sig i åben krig mod Birthe Kjær.

'Kære lille mormor'-sangeren er nemlig overbevist om, at det er ' Vi maler byen rød'-sangerinden, som står bag, at den århusianske sanger i årevis er blevet lagt på is af det gode selskab i dansktop-kredsen. Det skriver ugebladet Her&Nu.

Balladen begyndte tilbage i efteråret 1997, hvor Richard Ragnvald var hyret til at underholde ved Dansk Folkepartis årsmøde.

Her byttede sangeren nemlig mormor ud med Pia i sit kæmpehit, 'Kære lille mormor', da han sang sangen for medlemmerne af DF.

Det vakte så stor furore ikke kun i dansktopkredse men også over hele landet, da man på fjernsynet kunne se, hvordan sangeren indlevelsesfuldt sang 'Kære lille Pia' for en tydeligt smigret Pia Kjærsgaard under mødet.

Siden da har Richard Ragnvald ifølge eget udsagn i et nyt interview i magasinet Atlas været lagt for had og foragt med aflyste jobs og generelt kolde skuldre fra sine danske kolleger. I interviewet kommer det også frem, at ukendte kræfter af samme årsag arbejdede bag kulisserne på at få Ragnvalds daværende pladeselskab, CMC, til at boykotte ham.

- Det viste sig så, at der var Birthe Kjær, og vi hilser kun overfladisk på hinanden i dag. Vi kommer begge fra Aarhus og sådan, men de- der, det giver jeg overhovedet ikke noget for, fortæller Richard Ragnvald til Atlas.

Men både Birthe Kjær og flere andre danske sangere, der i slutningen af 1990'erne var tilknyttet CMC, afviser Ragnvalds påstand.

- Jeg kunne da aldrig drømme om at blande mig i, hvad en kollega foretager sig - om han synger for den ene eller den anden, kommer da slet ikke mig ved, siger Birthe Kjær blandt andet og fastslår:

- Men det absolut intet på sig. Men det forklarer mig så, hvorfor jeg har følt en vis kulde, når jeg har mødt Richard ude på festpladserne, siger den tidligere vinder af det danske Melodi Grand Prix.