Hvis det kommende folketingsvalg blev afgjort i 'Vild med dans', ville Danmark få en uventet statsminister.
I løbet af de første 18 sæsoner af 'Vild med dans' har fem aktive politikere været med i TV 2s populære danseprogram med Astrid Krags tredjeplads i 2014 som foreløbig bedste placering.
Der er ingen politikere med i år, men hvis der var, har danskerne en lille favorit.
I en ny YouGov-undersøgelse har B.T. spurgt danskerne, hvilken af de nuværende partiledere der ville klare sig bedst i 'Vild med dans'.

58 procent svarer 'ved ikke', men blandt de sidste 42 procent vinder Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, afstemningen med ni procent af stemmerne.
»Haha, det er da glædeligt, at danskerne har tiltro til mig,« lyder det fra Pernille Vermund, der i undersøgelsen især er populær blandt kvinder i aldersgruppen 45-59 år.
Hun har endnu aldrig fået tilbuddet af TV 2 om at være med.
Hvis TV 2 ringede, er hun også i tvivl om, hvorvidt hun ville sige ja, for hun har altid tænkt på, hvor hårdt det ville være at blive stemt ud som den første i programmet.

»Det ville være min største frygt, at man røg ud hurtigt. Og måske ikke nødvendigvis på grund af ens dansetrin, men fordi folk syntes, det blev for politisk,« forklarer hun og tilføjer:
»Så, at danskerne har tillid til, at jeg ville klare mig godt i 'Vild med dans', er da altid noget.«
Pernille Vermund fortæller videre, at hun gik til dans som barn, så hun ville ikke være helt uden evner på et dansegulv.
Hun har tidligere fulgt med i 'Vild med dans', men siden hun gik ind i politik, har det knebet med at finde tid.
»Hvis jeg er hjemme en fredag aften og har mulighed for at slå benene op, så kan jeg godt finde på at se det, men generelt set har jeg ikke nok timer i døgnet til at følge med,« fortæller hun.
På andenpladsen i YouGov-afstemningen finder man en anden kvindelig leder.
Inger Støjberg, der sidste år blev erklæret uværdig som folketingsmedlem efter sin rigsretssag, vendte i juni tilbage i dansk politik med sit nystiftede parti Danmarksdemokraterne – og i YouGov-undersøgelsen indtager hun andenpladsen efter Pernille Vermund med syv procent af stemmerne.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance deler tredjepladsen med hver især fire procent af stemmerne, og herefter fordeler de sidste stemmer sig bredt rundt hos de resterende partiledere, mens der i undersøgelsen er nul tiltro til Kristendemokraternes Marianne Karlsmose, Frie Grønnes Sikandar Siddique og Grøn Alliances Henrik Vindfeldt.
Statsminister Mette Frederiksen må nøjes med en delt femteplads med to procent af stemmerne.
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':
