De to dansere Christoffer og Jonathan blev udvalgt til at være med i 'America's Got Talent: The Champions'. I mandags ringede en stor promotor fra Las Vegas.
»Vi havde slet ikke overvejet, at det kunne føre til job i USA. Vi sagde ja til at være med i talentshowet, fordi det er noget, vi altid har set sammen,« siger Christoffer Breitenkamp.
Han har danset sammen med sin lillebror Jonathan, fra de var helt små, og siden de vandt 'Danmark har talent' i 2018 har de fået et glimt af en verden, som de ikke turde håbe på.
»Vi blev ringet op af en promotor, som sagde, at han kunne se os deltage i en musikvideo i Vegas. Han sagde, han vil skrive i løbet af ugen med mere info,« siger Christoffer Breitenkamp og fortsætter:
»Vi var inde og stalke ham og kunne se, at han arbejder med mange af de store, og bare det, at han sagde Vegas, gjorde, at vi var solgt. Men vi tør ikke rigtig tro på det endnu«.
Det gik først rigtigt op for brødrene, hvor vigtigt talentshowet var for at åbne døre til arbejde i USA, da de blev modtaget af de mange fans, som ventede på dem.
»Vi tænkte ikke, at det ville åbne døre i USA. Det gik først rigtig op for os, da vi fik den sindssyge modtagelse. Vi havde jo stjernestatus, og der var bodyguards med på den røde løber til at passe på os,« siger Christoffer.
Efterfølgende fortalte de andre deltagere også, at de store penge kom med de job, man blev tilbudt efterfølgende. Men det er ikke pengene, der rykker for de to beskedne jyder.

»Vi bliver ved så længe, vi synes, det er sjovt og kan være i det hele. Hvis det ikke er sjovt, så stopper vi. Vi vil ikke gøre det for at lave penge,« siger Christoffer Breitenkamp.
Han fortæller, at de endnu ikke har tænkt på at få en manager til at repræsentere dem. De har lige fået beskeden og vil også vente, til der kommer noget mere information i næste uge.
Det er svært for dem ikke at glæde sig over tilbuddet fra USA, men lige nu er der fokus på 'America's Got Talent', som bliver vist på TV2 på fredag. Dog når Christoffer Breitenkamp at sige, inden han afslutter samtalen:
»Det tilbud, vi har fået nu, har altid været vores store drøm. Vi har tit sagt, at det, der er sket i løbet af året, har været det største, men det her er endnu større. Det er drømmen.«