Jakob Fauerby og Silas Holst. Christopher Læssø og Karina Frimodt. Coco O. og Morten Kjeldgaard.

Det er de tre par, der fredag skal danse om 'Vild med dans'-trofæet i Horsens.

Og hvis du spørger Danske Spil, så er der ikke den store tvivl om, hvem der vinder.

Selskabet giver således kun odds 1,55 på, at Jakob Fauerby og Silas Holst ender som vindere af årets omgang 'Vild med dans'.

Jakob Fauerby og Silas Holst er Danske Spils favorit til at vinde 'Vild med dans'.
Jakob Fauerby og Silas Holst er Danske Spils favorit til at vinde 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Næstfavoritten er Christopher Læssø og Karina Frimodt til odds 3,75, mens der er mindst tiltro til Coco O. og Morten Kjeldgaard, der giver odds 5,50.

Danske Spil sætter ligeledes odds på, hvem der ender som nummer tre, og her er rækkefølgen selvfølgelig vendt på hovedet:

Her er Coco O. og Kjeldgaard favorit til odds 1,70, mens Læssøe og Frimodt følger efter til odds 2,80 og Fauerby og Holst slutter til odds 6,00.

Du skal dog huske på, at Danske Spil ikke altid har ret.

Eksempelvis havde selskabet odds 1,75 på, at Oscar Bjerrehuus røg ud 15. november, men han overlevede helt uden at skulle i omdans.

Derfor er der helt sikkert en spændende finale i vente mellem de tre par fredag aften i Horsens.

'Vild med dans' er et af de mest populære underholdningsprogrammer de seneste år i Danmark, og programmet fik premiere tilbage i 2005.

Finalen kan fredag aften ses på TV 2 fra klokken 20.00.