Det er ikke kun Mads Mikkelsen, der kan supplere sin i forvejen tårnhøje hyre som skuespiller med en sand guldregn af reklamepenge. De største danske navne tjener alle gode summer på at lægge ansigt til reklamer for alverdens produkter.

B.T. har kigget på de største stjerners regnskaber fra de af deres firmaer, der står for deres reklameindtægter. De taler alle deres tydelige sprog om, at det var en fornuftig beslutning, da skuespillerne skrinlagde deres tidligere modstand mod at stille op som reklamesøjler.

Pilou Asbæk har først den seneste tid blandet sig i kampen om reklamekronerne, og da han for nylig offentliggjorde sit seneste regnskab, var det med et stort hop i indtjeningen.

I regnskabsperioden 2017/18 lød bruttofortjenesten på 1.121.683 kroner, men i den seneste periode steg det eksplosivt til 3.145.169 kroner. En stigning på intet mindre end 2.023.486 kroner.

Det svarer til, at Pilou i snit tjente 262.000 kroner om måneden alene på reklamer. Dertil kommer indtægterne fra det almindelige filmarbejde, som ikke figurerer i hans regnskaber.

Pilou har i dag en opsparing på lidt over tre millioner kroner i firmaet.

Ulrich Thomsen tilbage på sporet

Ulrich Thomsen kunne ikke ligefrem kalde 2017 for et godt år med en nettoomsætning på kun 26.686 kroner. Men 2018 blev væsentligt bedre med en nettoomsætning på 1.483.802 kroner, hvilket svarer til en månedsløn på 123.650 kroner.

Den danske Hollywood-skuespiller er dog god til at lægge penge til side. Egenkapitalen udgør for tiden 2.963.440 kroner.

Ulrich Thomsen kan bryste sig af en egenkapital på godt tre millioner kroner.
Ulrich Thomsen kan bryste sig af en egenkapital på godt tre millioner kroner. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Millionløn til Coster-Waldau

Selv om Nikolaj Coster-Waldau ånder Mads Mikkelsen i nakken, når det kommer til international berømmelse, så er Coster-Waldau kun en novice i forhold til Mads inden for reklamer.

I hans nyligt offentliggjorte regnskab fremgår det, at hans bruttofortjeneste på reklamer lå på lidt over en million kroner, men i stedet for at spare op som mange af kollegaerne udbetalte Coster-Waldau sig selv en gedigen hyre.

I alt udbetalte han sig 935.447 kroner i løn, hvilket svarer til knap 78.000 kroner om måneden.

Den manglende vilje til at spare op betyder, at Coster-Waldaus egenkapital 'kun' er på 287.606 kroner.

Skuespiller Nikolaj Coster-Waldau har de seneste år haft stor succes med serien 'Game of Thrones'.
Skuespiller Nikolaj Coster-Waldau har de seneste år haft stor succes med serien 'Game of Thrones'. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lie Kaas overgår Coster-Waldau

Selv om han internationalt set er den af skuespillerne, der er mindst kendt, så har Nikolaj Lie Kaas nu overhalet sin mere kendte kollega Nikolaj Coster-Waldau, når det handler om at tjene penge på sit ansigt.

I 2017 lød hans bruttofortjeneste på 760.000 kroner, men i 2018 eksploderede den til vilde 3.401.591 kroner. Det betyder, at Lie Kaas i snit omsatte for lidt over 283.000 kroner.

Opsparingen i hans firma lyder på imponerende 4.973.584 kroner.

Ingen over eller ved siden af Mads

Mads Mikkelsen er skuespillernes ukronede reklamekonge.

Mads Mikkelsen er den danske skuespiller, der tjener mest på reklamer.
Mads Mikkelsen er den danske skuespiller, der tjener mest på reklamer. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Som B.T. skrev, steg hans omsætning fra 10.376.741 kroner i 2017 til vanvittige 29.817.191 kroner i 2018. En stigning på intet mindre end 19.440.450 kroner.

Den vilde omsætning betyder, at Mads Mikkelsen alene på reklamer hver måned tjente mere, end den danske statsminister gør på et år.

Helt præcist lød den gennemsnitlige månedsløn på 2.484.765 kroner.

Mads Mikkelsen gav sig selv et udbytte på 22 millioner kroner, hvilket betyder, at egenkapitalen er på beskedne 1.350.507 kroner.