Hun havde glædet sig helt vildt. Men den danske supermodel Josephine Skriver og kæresten Alex DeLeon har måttet tage en svær beslutning.

For parret har som følge af coronavirussen måttet udskyde det bryllup, de har gået og planlagt de seneste mange måneder.

»Det var en hård beslutning. Når du har ventet på et særligt øjeblik hele livet og er nødt til at flytte det, er det aldrig nemt,« siger den 27-årige dansker til People.

»Vi diskuterede det i flere uger og gjorde alt, vi kunne, for at få det til at kunne lykkes. Men når alt kom til alt, var vores venner og families sikkerhed det vigtigste,« fortæller hun.

Josephine Skriver i Victoria's Secret-showet tilbage i 2018.
Josephine Skriver i Victoria's Secret-showet tilbage i 2018. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Det var i november 2018, at Josephine Skriver, der har gået det verdenskendte Victoria's Secret-show, afslørede på sin Instagram-profil, at Alex DeLeon, der er sanger og sangskriver, havde været på knæ for at stille det helt store spørgsmål.

Det skete, mens parret var i Finland for at se nordlyset.

Her havde kæresten sørget for et bål og noget varm kakao, og mens de nød det flotte syn, blev øjeblikket altså endnu større.

'Det var der, han kiggede hen på mig. Da han gik ned på knæ og spurgte, om jeg ville være hans for evigt. Jeg har aldrig været mere sikker på noget i mit liv. Du er mit største eventyr,' skrev Josephine Skriver blandt andet.

Her kunne hun også afsløre, at datoen, Alexander DeLeon havde valgt til frieriet, er noget helt særligt for parret. Der var nemlig tale om tallet 23 – det er ikke blot Josephine Skrivers lykketal, det var også på den dato, sangen 'Aurora Borealis' udkom. En sang, der er den første, Alexander DeLeon skrev til sin danske model.

Til People fortæller Josephine Skriver, at det var det rigtige at udskyde brylluppet, når verdenssituationen tages i betragtning.

Hun ønsker ikke at dele for mange detaljer, men understreger, at det bliver 'magisk'. Og de ønsker ikke at tage en tur på rådhuset i år og så holde en fest senere.

»Vi har været sammen så længe, at vi nærmest allerede føler, vi er gift, så at vente endnu et år er okay for os. Det handler mindre om det at blive gift, men mere om at fejre vores kærlighed med dem, vi elsker mest,« siger Josephine Skriver.