Som nyuddannet stod Mikkel Boe Følsgaard med en Sølvbjørn i den ene hånd, en Oscar- nominering i den anden og tilbud om roller i USA. Han kunne være rejst ud for at jage lykken i Hollywood, men valgte at blive hjemme. Selvom han er opdraget til at tro, at han kan, hvad han vil, så er han også et menneske, der véd, at det kræver masser af øvelse at blive rigtig god.

Mikkel Boe Følsgaard har travlt med at bekæmpe dræbersnegle. Og bygge sin have op.

Det er andet år i det grønne omkring villaen, der ligger tæt på Utterslev Mose i udkanten af København.

»Det er så fedt at se, hvad der sker i haven, når årstiderne skifter. Det er min passion at gå herude.«

Han kan lide at lægge planer, plante og se ideerne blive til virkelighed. For ham er det ren afslapning at rode i haven. Det er dejligt konkret.

»I min branche er tingene så flyvske. Det er fiktion, og vi snakker følelser hele tiden. Men det med at få en idé, bygge den op, og til sidst se den stå færdig. Det er fedt.«

Hans kæreste Freja Friis har skullet vænne sig til at være haveejer. Hun er fra storbyens Christianshavn, han stammer fra forstadens parcelhushaver.

»Jeg er født på Bornholm, da jeg var seks år, flyttede vi til Gilleleje, hvor jeg er vokset op i parcelhus. Så for mig føltes det hjemligt fra dag ét.«

Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Vis mere

Der er en anden god grund til, at han er glad for naturen i Utterslev:

»Med det liv, jeg har levet de sidste år, er det rart, at komme lidt ud. At kunne være sig selv og gå en tur omkring mosen.«

Det er kun fem år siden, Mikkel Boe Følsgaard kunne kalde sig færdiguddannet fra Statens Teaterskole i København. Men der er sket meget på de år. En del mere end for de fleste.

Ny film

Han har netop stået på den røde løber til gallapremiere på ’Den bedste mand’, Følsgaards aktuelle film om bokselegenden Jørgen ’Gamle’ Hansen.

Igen har han spillet hovedrollen i en film, der ser ud til at blive endnu en succes for den 33-årige skuespiller. Allerede mens Mikkel Følsgaard gik på teaterskolen, fik han rollen som den vanvittige kong Christian den 7. i den danske storfilm ’En kongelig affære’. Her spillede han overfor Mads Mikkelsen og det svenske stjernefrø Alicia Vikander.

Det var i 2012. Derfra gik det stærkt.

Året efter stod Mikkel Boe Følsgaard med en Sølvbjørn i hånden på Berlin Film Festival. Han blev, som en af Europas mest lovende skuespillere, kåret som ’Shooting Star’. Året efter blev hans første spillefilm nomineret til en Oscar. Og herhjemme fik han en Bodil.

I ét nu lå verden åben for den danske skuespiller, der knap havde forladt skolen, før succesen regnede ned over ham.

Egentlig skulle han have været med filmholdet til Hollywood for at deltage i Oscar-festen. Men det blev ikke Hollywood for Følsgaard – i den omgang.

Ved Berlinalen i 2012 vandt Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn for sin rolle i ’En kongelig affære’. Her sammen med filmens instruktør Nikolaj Arcel og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. Foto Johannes Eisele
Ved Berlinalen i 2012 vandt Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn for sin rolle i ’En kongelig affære’. Her sammen med filmens instruktør Nikolaj Arcel og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. Foto Johannes Eisele
Vis mere

Den nyuddannede skuespiller havde nemlig sagt ja til at spille teater. I stykket ’Nero’ af Kathrine Wiedemann. Så mens instruktøren Nikolaj Arcel tog med Mads Mikkelsen til verdens største filmfest i Hollywood, blev Følsgaard hjemme for at stå på de skrå brædder på Frederiksberg.

»Efter ’En kongelig affære’ tænkte jeg meget over, at jeg var blevet givet en chance, som jeg følte, jeg skulle gribe på den rigtige måde,« siger han, og misser mod solen og de hvide skyer, der driver over himlen. Han læner sig frem i stolen, da han taler om et de afgørende momenter i den karriere, han har drømt om, siden han var 10 år gammel.

For var det en unik chance, der aldrig ville komme igen?

Hollywood må vente

»Jeg stod med en Sølvbjørn i den ene hånd og en Oscar-nominering i den anden. Der var helt klart noget i mig, som skulle finde ud af, om jeg skulle tage Mads Mikkelsen i hånden og prøve at slå igennem i Hollywood. Der kom tilbud om roller og casting. Både i Danmark, men også fra udlandet. Og jeg gjorde mig en masse tanker. Var det her den eneste chance? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke greb den? Ville det hele så være forbi?«

Men han tog ikke til USA for at prøve lykken. I stedet blev han hjemme og passede sit arbejde på teateret, samt den rolle han havde fået i Afdeling Q-thrilleren ’Kvinden i buret’.

»Min far har altid givet udtryk for, at alt kan lade sig gøre,« siger Mikkel Boe Følsgaard, der her kysser den Sølvbjørn, han vandt i 2012 i Berlin. Foto Markus Schreiber
»Min far har altid givet udtryk for, at alt kan lade sig gøre,« siger Mikkel Boe Følsgaard, der her kysser den Sølvbjørn, han vandt i 2012 i Berlin. Foto Markus Schreiber
Vis mere

»Havde jeg grebet de muligheder, der var på dét tidspunkt, var jeg måske kommet med i en amerikansk serie, eller havde fået en rolle i en superheltefilm, Men jeg synes i dén grad, at jeg traf den rigtige beslutning. Jeg tror, jeg var blevet ulykkelig af det andet,« siger Mikkel Boe Følsgaard, der kort efter fik en mulighed i Danmark, der åbnede helt andre døre.

Danmarks Radio ringede om en rolle i dét, der skulle blive en familie-saga om fire arvinger. DRs næste drama-satsning, der skulle vises om søndagen – i den bedste sendetid.

»Tilbuddet om at være med i ’Arvingerne’ flyttede fokus fra alle de spørgsmål, jeg gik med. Om karrierevalg, udlandet og alt det der. ’Arvingerne’ blev nærmest fire års efteruddannelse. Hver dag stod jeg sammen med Jesper Christensen, Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund og de andre på holdet og lærte helt vildt meget. Om tv, film og karakterarbejde. Jeg glemte alt det udenom. Det har bare været så fucking sundt for mig...«

Var han taget til Los Angeles, havde mødtes med castere og agenter og var gået til auditions, frygter han, at hans fokus havde fjernet sig fra dét, han synes skuespil handler om: ’At lave en fed historie, skabe en spændende karakter og lave et godt stykke arbejde, sammen med nogle fede mennesker’.

»Jeg er jo ikke blevet skuespiller for at blive kendt eller megastjerne. ’Arvingerne’ fjernede fokus fra al den virak, der hedder priser og anerkendelse.«

En sølvbjørn

Han læner sig tilbage i stolen og smiler lidt ad sig selv, da han bliver spurgt, om der er nogen, der har sagt, at han er født med en guldske et vist sted:

»Eller født med en Sølvbjørn i røven,« griner han.

»Nej, der er ingen, der har sagt det til mit ansigt, men der er sikkert nogle, der har tænkt det. Set udefra, kan det godt se ud som om, der pludselig var en skuespiller ved navn Mikkel, der stod med en Sølvbjørn nede i Berlin. Men man skal huske, at forud for det ligger en interesse for skuespil, der begyndte, da jeg var 10 år. Jeg har spillet og spillet, gået på skole i fire år, hvor jeg har arbejdet og lært. Og så var der tre castingrunder til ’En kongelig affære’, hvor jeg skulle lære at lave film.«

I den aktuelle film ’Den bedste mand’ om bokseren Jørgen ’Gamle’ Hansen, spiller Mikkel Boe Følsgaard over for Lene Maria Christensen. Foto fra filmen.
I den aktuelle film ’Den bedste mand’ om bokseren Jørgen ’Gamle’ Hansen, spiller Mikkel Boe Følsgaard over for Lene Maria Christensen. Foto fra filmen.
Vis mere

Han holder en lille pause. Tager en dyb, god indånding.

»Turen derhen har ikke været ligeså vild for mig, som det kan se ud. Jeg har arbejdet hårdt, har haft mig selv med hele vejen. Og jeg har taget en masse slag og nederlag undervejs.«

Han taler ikke om de fysiske slag, han måtte tage imod under forberedelserne til ’Den bedste mand’, hvor han igen har en hovedrolle i en biografisk film om et virkeligt menneske og et levet liv. Han taler om de mentale hug, han måtte indkassere, da han søgte ind på teaterskolen.

»Jeg fik afslag tre år i træk, hvor jeg ikke kom ind. Det har nok været de største slag. Hvis du får nej, skal du vente et helt år før du kan søge igen. Du skal overbevise både dig selv og dine omgivelser om, at det ér det rigtige, og du skal bruge endnu flere penge på at tage timer hos en skuespiller. På den måde føler jeg ikke, at jeg er født hverken med en guldske eller en Sølvbjørn i røven,« siger den 33-årige skuespiller, der efter tredje afslag fra teaterskolen besluttede at opgive skuespillet og gå i en helt anden retning.

I stedet ville han være lærer og bl.a. undervise i idræt.

Det vigtigste job

»Jeg kom til den konklusion, at jeg måtte prøve noget helt andet og besluttede mig for at begynde på lærerseminariet. Jeg var meget glad for studiet og for mine medstuderende. Og nåede faktisk, at blive svømmelærer. Jeg syntes, at jobbet gav supergod mening. Faktisk kan det ikke give mere mening end at være lærer.«

Alligevel kunne han ikke slippe tanken om at blive skuespiller. For lige siden han var dreng, havde han drømt om at stå på en scene eller foran et kamera og forvandle sig til alle mulige og umulige karakterer.

Derhjemme brugte den fodboldgale dreng utallige timer på plænen bag parcelhuset i Gilleleje, hvor han gennemspillede diverse EM og VM-slutrunder – alene.

Klip fra ’En kongelig affære’, hvor Mikkel Boe Følsgaard spillede Christian den 7. overfor Mads Mikkelsen og svenske Alicia Vikander. Foto Scanpix Denmark
Klip fra ’En kongelig affære’, hvor Mikkel Boe Følsgaard spillede Christian den 7. overfor Mads Mikkelsen og svenske Alicia Vikander. Foto Scanpix Denmark
Vis mere

Ikke bare med en bold for fødderne, men med alle sanser på over-arbejde.

»Jeg kan godt lide at bruge min fantasi og at sætte mig ind i et andet menneskes tanker og krop. Fra jeg var helt lille, har jeg skabt verdener for mig selv. Jeg har stået i timevis med actionfigurer i en håndvask og kommenteret og lagt stemmer til. Da jeg blev lidt ældre, skiftede jeg figurerne ud med fodboldspillere. Så var jeg Vilfort og Laudrup og Schmeichel og Flemming Toft, der kommenterede på tv. Jeg var både dommer, træner og tilskuerne, der jublede, når jeg scorede. Der var ikke et græsstrå tilbage på vores plæne til sidst, fordi jeg selvfølgelig spillede med fodboldstøvler på, og naboerne var pænt trætte af mig. De har sikkert tænkt, at den tossede dreng inde ved siden af havde en eller anden diagnose,« fortæller Mikkel Boe Følsgaard og smiler ad den dreng, han var engang.

»Jeg tror egentlig, at det, jeg legede dengang, er det, jeg bare er blevet ved med at gøre,« siger han.

Han besluttede sig for at gøre et allersidste forsøg på at komme ind på teaterskolen.

»Der var et eller andet i mig, der kraftedeme ikke ville acceptere, at jeg ikke kunne komme ind. Så jeg søgte jeg ind – for fjerde gang. Hvis det ikke var gået, var jeg blevet lærer. Det havde sikkert også været et godt liv, det havde bare været noget helt andet. Men jeg er glad for, at jeg beviste for mig selv, at jeg alligevel kunne. Man skal ikke uden videre acceptere et nederlag.«

Bagagen hjemmefra

Det er hans far, der har givet ham viljen med hjemmefra.

»Min far har altid på en eller anden måde givet udtryk for, at alt kan lade sig gøre. ’Man skal bare ville det nok’. Da jeg som barn testede ham og sagde: ’Det godt kan være, at mennesker kan alt, men vi kan jo ikke flyve’. Svarede han: ’Jo, vi bygger bare flyvemaskiner og rumraketter’.«

Pris for En Kongelig Affære.
Pris for En Kongelig Affære.
Vis mere

Dén indstilling gav bl.a. Mikkel Boe Følsgaard mod til at sige, at han VILLE være skuespiller.

»Jeg er blevet god til at sætte mig et mål og opnå dét, jeg stiler efter. Da jeg havde fået afslag for tredje gang, stod jeg i et limbo i mit liv, hvor jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen. Men så mærkede jeg fighterviljen, der fortalte mig, at jeg hører til derinde på skuespilskolen. Jeg vidste, at de skulle have mig.«

Viljen er gaven fra hans far.

»Det med struktur har jeg så fået fra min mor. Hun var god til at tage det flyvske og gøre det konkret.«

Det er moderen, der har lært ham det hårde benarbejde. Det, der f.eks. skal gøres, når haven skal plejes og gro.

Både i haven og som skuespiller gælder det om at gøre sit forarbejde og være godt forberedt.

»Der er en ansøgning, der skal skrives, der er tekster, der skal øves, og man skal altid forberede sig godt. Den blanding har jeg fået med hjemmefra. Og så noget med at være et ordentligt menneske. Min far lod engang en dame komme foran i supermarkedet, da jeg spurgte hvorfor, sagde han: ’Høflighed koster ikke noget. Det er gratis’. Det er mit udgangspunkt, at jeg møder andre med høflighed og forsøger at være imødekommende. Jeg kan godt tage til genmæle, hvis folk behandler mig dårligt, men de værdier er så forankret i mig, at mit udgangspunkt altid er at være sød, rar og ordentlig over for andre mennesker. Det er nok dét, jeg er allermest glad for at have med hjemmefra,« siger Mikkel Boe Følsgaard.

Nu står han igen med chancen for at bryde igennem i det store udland.

Han har nemlig fået sin første rolle i en international film. Sidst på året eller i begyndelsen af næste år skal han spille Hamlet i en britisk film om den danske prins.

Ikke nervøs

Her skal han bl.a. spille sammen med Ian McKellen – en af giganterne inden for britisk film og teater. Selvom Mikkel Boe Følsgaard for første gang skal spille på engelsk over for ’en af de allerstørste’, er nerverne på plads, og han føler sig klar til at kaste sig ud i sit første eventyr på engelsk.

Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Vis mere

»Hvis jeg mødte op og ikke kunne mit lort, ville jeg være nervøs, men jeg har forberedt mig godt og kan allerede det meste udenad. Og så er det bare at møde op, gå ind og være til stede. Jeg stoler på, at de har valgt mig af en grund, fordi de kan se noget i mig, som jeg kan tilføre rollen, og jeg glæder mig til at lege med sproget. Og så tror jeg, at jeg kan lære rigtig meget af Ian McKellen. Jeg vil være totalt lydhør og suge til mig, ligesom jeg gjorde under ’En kongelig affære’. Dengang anede jeg intet om, hvordan det fungerede på filmoptagelser, hvordan man rammer et mærke på gulvet, og hvordan man placerer sig i forhold til lyset. Dengang var det Mads Mikkelsen, min mentor og læremester, som jeg klamrede mig til og lærte af. Han var så opmærksom og flink. Et eller andet siger mig, at Ian McKellen også er sådan,« siger Mikkel Boe Følsgaard, der indrømmer, at han føler sig privilegeret over alle de roller, han har nået at spille på kort tid.

»Jeg har fået lov til at stå på Nya Ullevi Stadion og vinde EM i fodbold. Jeg har været med lige efter Anden Verdenskrig, hvor man ville straffe tyskerne. Jeg har været en skør konge på store slotte. Og nu er jeg europamester i boksning i ’Den bedste mand’. De verdner er så fucking fede og sjove. Jeg elsker dét, der sker mellem to skuespillere, når man sætter fantasien fri og laver en scene, der lykkes. Det er lidt ligesom at spille musik. Der sker et eller andet magisk. Jeg kan blive helt høj af at gå ind i de verdener. Det er sådan en optur, når det bare sidder der, og når ordene er lagret i kroppen. Det får jeg sgu stor tilfredsstillelse ud af. Grundlæggende er det det samme arbejde, om jeg spiller bokseren Jørgen ’Gamle’ Hansen eller Prins Hamlet.«

Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, kendt for både sin rolle i filmen En Kongelig Affære og tv-serien Arvingerne.
Vis mere