Efter 45 år som skuespiller på de skrå brædder har 70-årige Solbjørg Højfeldt besluttet at stoppe karrieren som teaterskuespiller, når hun i maj er færdig med sin kommende forestilling ’Kvinden ved 1000 grader’.

»For et par år siden begyndte jeg at tænke, at min krop var træt. Det er nogle lange stræk at lave teater, det er meget hårdt fysisk arbejde, og man kan mærke, det begynder at knirke i kroppen,« siger Solbjørg Højfeldt til BT.

Hun vil hellere have, at folk ærgrer sig over, at hun stopper, end at folk sidder tilbage og tænker; ’det var da på tide’, fortæller skuespillerinden, som også gerne vil stoppe, mens hun stadig er fysisk rørig.

»Jeg kunne jo godt blive ved længere endnu, men hvis man skal have lidt ud af at blive ældre, så er det også vigtigt at gøre det, mens man stadig kan høre, se og bevæge sig. Det er ærgerligt, hvis man bliver ved så længe, at man ikke kan rejse sig fra en stol,« siger Solbjørg Højfeldt.

Skuespillerinden er blandt andet kendt fra en lang række danske film og tv-serier som Riget, Taxa, Forbrydelsen og senest Herrens Veje, og selvom teaterkarrieren nu slutter, vil hun fortsætte med at lave både film, tv og andre projekter. Det er dog ikke helt uden frygt, at den 70-årige skuespillerinde stopper på scenen.

»Teatret er en platform, hvor man er synlig, og risikoen er, at man forsvinder ud i glemslen. Det håber jeg ikke, men det er en vanvittig utro branche - man har været ude af døren i fem minutter, og så er man glemt,« forklarer Solbjørg Højfeldt.

Hun glæder sig dog over, at hun og hendes mand, skuespilleren Henning Jensen, nu forhåbentlig kan få mere tid til hinanden efter mange år med svært forenelige liv som skuespillere, hvor den ene ofte har afsluttet en forestilling, når den anden har premiere på en ny.

»Det er dejligt at se folk tage glade hjem på weekend, og det bliver rart for en gangs skyld at opleve det selv med sin familie og i særdeles med min mand, når det kan lade sig gøre,« siger Solbjørg Højfeldt.

»Henning siger, at nu er der da mulighed for, at jeg kan indpasse mig efter ham,« griner skuespillerinden, som også i sit stille sind havde håbet, at hendes beslutning kunne få hendes mand på samme tanker.

»Jeg gjorde det måske også for at skubbe lidt til ham, men det er en beslutning, man selv skal tage,« siger Solbjørg Højfeldt.

Hun er oprindeligt uddannet laborant og startede sin karriere i starten af 1970’erne som teateraspirant på Aalborg Teater under teaterchef Ebbe Langberg, der oprettede en uddannelse, fordi han manglede adgang til unge skuespillere. Solbjørg Højfeldt husker tydeligt sin første rolle som ung skuespiller på de skrå brædder, selvom det ikke var en helt smertefri oplevelse.

»Jeg havde været et halvt år på skolen og debuterede i hovedrollen i musicalen Boyfriend. Hvis sådan noget var sket i dag for mig, så havde jeg sagt nej. Jeg tror, det var et ungdommeligt mod på, at intet ondt kunne ske. Det var fantastisk, men det var lidt grænseoverskridende, for jeg skulle lidt for mange ting på en gang. Forestillingen blev ikke taget godt imod, men det var ikke vores skyld, sagde de,« forklarer skuespillerinden.

Hendes sidste forestilling på teaterscenen bliver ’Kvinden ved 1000 grader’, der er en monolog om en 80-årig kvinde, der ønsker at dø, og derfor bestiller en tid til kremering. Forestillingen spiller på scenen Hippodromen på Folketeatret i København.