29-årige Thomas Ernst knokler i Hollywood for at komme videre og glemme sin skilsmisse.

»Det har været et levende mareridt. Mit hjerte er og har været knust i tusind stykker. Det bedste er, og det er ingen hemmelighed, at vi ikke har kontakt til hinanden. På den måde har det været en fordel med kold luft, så jeg har kunnet arbejde mig ud af sorgerne og skilsmissen.«

Sådan siger Thomas Ernst, da B.T. fanger ham over telefonen i Los Angeles, hvor han har boet siden efteråret 2017.

Han flyttede dertil med sin ekskone Kimmie Nørby for at få et gennembrud i Los Angeles efter at have haft roller i tv-serien 'SJIT Happens', film som 'Kærestesorger' og 'Hvidsten Gruppen' og var blevet landskendt i 'Vild med dans' i 2013.

»Jeg bruger min tid på at arbejde. Mit bedste fix er at gå til fem-seks castings om dagen,« sagde Thomas Ernst, da BT mødte ham på den røde løber ved Ekko Shortlist Awards.
»Jeg bruger min tid på at arbejde. Mit bedste fix er at gå til fem-seks castings om dagen,« sagde Thomas Ernst, da BT mødte ham på den røde løber ved Ekko Shortlist Awards. Foto: Soffi Chanchira Larsen
Vis mere

Men nemt gik det ikke i Drømmenes By. Foråret bød på et brud mellem ægteparret.

»Det har været et frit fald fra at have alt, sin store drøm, til at have ingenting. Det er ikke, fordi jeg skal tage en offerrolle på mig. Mange mennesker har været igennem en skilsmisse. Og det er altafgørende, at jeg har været i Los Angeles og ikke i en kold lejlighed i København alene med kærestesorger,« siger Thomas Ernst og erkender, at det kræver sit at leve sammen med en skuespiller som ham med store ambitioner.

»Jeg arbejder døgnet rundt og er stadig single. En kæreste skal være klar til at hoppe på mit tog. For jeg er ikke klar til at stoppe op, men jeg ville elske at finde en, der tager med på min rejse,« siger Thomas Ernst, der ikke gider 'sidde i en park hele dagen'.

Der skal ske noget. Skuespilleren har netop været i København for at modtage Publikumprisen ved den danske talentpris Ekko Shortlist Awards for kortfilmen 'Simon G.H.' om en selvglad instagrammer.

Dagligt kører han i bil til fem-seks castings. Han kalder det for sit fix. Han laver kortfilm, reklamefilm, musikvideoer og modeljob.

I København har Ernst mange venner, men midt i hektiske Hollywood kender Thomas Ernst sin gamle 'Vild med dans'-partner Malene Østergaard, der har boet flere år i Los Angeles.
I København har Ernst mange venner, men midt i hektiske Hollywood kender Thomas Ernst sin gamle 'Vild med dans'-partner Malene Østergaard, der har boet flere år i Los Angeles. Foto: Malene Porup
Vis mere

»Jeg ser både mig selv som en kunstner og en forretning, så jeg ikke går bankerot. Selvom det ikke er store roller, er jeg sindssygt stolt af at arbejde som skuespiller i Hollywood,« siger han i telefonen.

»Jeg går selvfølgelig efter de største roller og jobs. Selvom det da godt kan være, jeg ender på en burgerbar en dag.«

Men lige for tiden rykker det, og han håber på det helt store gennembrud med sit nye manuskript.

Mord i Hollywood

I 2014 boede Thomas Ernst en kort overgang i Los Angeles med den excentriske producer Andre Bauth.

Da Ernst flyttede tilbage til Danmark, skrev han en historie om en europæisk skuepiller, der flytter til netop Los Angeles og ind hos en producer, der ender med at myrde skuespilleren.

Efter Thomas Ernst havde skrevet sit manuskript, begik Andre Bauth mord i den virkelige verden.

»Min landlord endte med at stikke en ned med en køkkenkniv, fordi han havde en masse indre dæmoner og var plaget af jalousi.«

Thomas Ernst forudså altså et mord og lavede en podcast ud af sin historie. Nu skal Thomas Ernsts virkelige historie blive til en film.

»Jeg arbejder med en forfatter fra Colorado, og vi har fået en producer ind over. En, der arbejdede med 'Captain America',« siger han og tror dermed på, at filmen nok skal blive til noget.

Thomas Ernst har skiftet Danmark ud med USA, hvor han har tænkt sig at bo i mange år.
Thomas Ernst har skiftet Danmark ud med USA, hvor han har tænkt sig at bo i mange år. Foto: Malene Porup
Vis mere


Men hvornår. Det vides ikke. Han ser sig selv være mange år i Hollywood, bor billigt til leje, betaler sin skat i USA og lever beskedent.

»Så jeg har tiden foran mig,« konstaterer han, inden dagen byder på endnu en casting.