Der sker for alvor ting og sager i den danske skuespiller Claes Bangs karriere, der efter sit helt store gennembrud i filmen ’The Square’ har landet den ene profilerede rolle efter den anden.
Og nu er det sket igen. Claes Bang skal spille rollen som 'Dracula' i en ny miniserie, der produceres i et samarbejde mellem BBC og Netflix, skriver Variety.
»Jeg er så spændt på at skulle arbejde med denne super interessante karakter,« siger Claes Bang i en pressemeddelelse.
»Ja, han er ond, men der er så meget mere over ham. Han er karismatisk, intelligent, klog og sexet. Jeg er klar over, at der er meget at leve op til med alle de fantastiske mennesker, der har spillet ham gennem årene.«

Claes Bang skal arbejde sammen med stærke kræfter på projektet. Det er således samme producere og manuskriptforfattere, som står bag serien ’Sherlock’, der står bag projektet.
Claes Bang har også for nylig scoret en bærende rolle i sidste sæson af serien 'The Affair'.
Den nu 51-årige Claes Bang er blevet en særdeles eftertragtet herre, efter han – som den første dansker nogensinde – vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved 'European Film Award' for sin rolle i 'The Square'.
Det vides endnu ikke, hvornår Claes Bang kan ses i rollen som ’Dracula’ på Netflix.

