Martin Greis-Rosenthal er som mange andre danskere dybt påvirket af den russiske invasion af Ukraine.
»Jeg har ligesom alle andre fulgt krigen i tv og på sociale medier. På et tidspunkt indså jeg, at jeg ikke længere kunne knibe øjnene halvt i og lade som om, det ikke rigtigt eksisterede, men at krigen og de menneskelige lidelser var meget konkrete. Jeg måtte gøre noget aktivt,« fortæller han.
Derfor kører den 41-årige skuespiller nu med sin far til den polsk-ukrainske grænse med medicinsk nødhjælp for nonprofitorganisation 'Copenhagen for Ukraine' og videre til Warszawa, hvor de vil bringe to ukrainske familier med tilbage til Danmark.
»Jeg har koordineret afhentning af flygtninge med en lokal polsk kvinde, der hjælper fordrevne fra alle dele af Ukraine med at finde transport og ophold i Europa,« fortæller han.
»Jeg er opdraget med socialdemokratiske værdier og kristen næstekærlighed som pejlemærke og mener, at hvis man har mulighed for at hjælpe, så er man forpligtet til det,« fortsætter han og tilføjer, at turen og dette interview ikke handler om at sole sig i andres ulykke, men har fokus på at hjælpe ofrene i Ukraine og inspirere andre til også at gøre noget.
»Jeg er ikke speciel på nogen måder. Mange af os donerer penge, tøj og sætter ukrainske flag på vores profilbilleder. Det gør alt sammen en forskel. Den næstekærlighed og empati vi oplever for tiden er en katalysator for en bevægelse, som jeg er en del af.«
Han fortsætter:
»Mit bidrag er lille i den store sammenhæng, men det er de ringe i vandet, handlingen udløser ikke, og jeg har allerede mødt fantastisk generøse mennesker herhjemme og i Polen, der er klar til at hjælpe. Det er vanvittigt rørende og inspirerer til at gøre endnu mere.«
Til at begynde med støttede han på ‘normal’ vis ved at donere penge til humanitære organisationer.
Så faldt han over AirBnBs støtteprojekt, hvor man kan donere penge direkte til Ukraine ved at booke overnatninger i private ukrainske hjem, og kom her i kontakt med en udlejer ved navn Tamara.
»Hun fortalte, at hun var flygtet til Lviv (By i det vestlige Ukraine, red.) med sin familie og var meget interesseret i at komme til København, hvis tingene blev værre,« fortæller han og fortsætter
»Via korrespondancen med Tamara oplevede jeg krigen fra en personlig vinkel, med virkelige menneskelige konsekvenser. Pludselig kom angsten og fortvivlelsen i øjenhøjde. Det kunne jeg ikke slippe igen.«
Han fortæller, at det kræver et større koordineringsarbejde at blive klar til turen, og at det ikke var lykkedes uden kontakter i Danmark og i Warszawa.
Et sjællandsk bilfirma stiller en bus til rådighed og forleden tikkede en donation ind til at dække alle udgifter til turen samt forplejning til flygtningene fra en god bekendt, der havde samlet ind hos familie og venner.
»Min hensigt med turen har fra starten været at yde størst mulig hjælp. Derfor kom det på plads, at jeg skulle transportere nødhjælp til grænsen og tage flygtninge med hjem til Danmark. Det er et kæmpe ansvar at tage hånd om andres sikkerhed og hjælpe dem til et nyt liv, mens krigen raser, og derfor var det afgørende for mig, at jeg kunne finde gode, trygge rammer til dem i Danmark.«
Her får han hjælp af et par, der ejer hotel Gæstehuset i Lyne lidt nord for Esbjerg, som stiller værelser til rådighed for familierne uden videre tidsbegrænsning.
»De har simpelthen hjertet placeret det helt rigtige sted. Derudover er Lyne og Vestjylland velegnet, da den lokale friskole, dagtilbuddene og foreningslivet tager imod ukrainerne med åbne arme, da der i forvejen bor og arbejder mange ukrainere i området.«
Martin Greis-Rosenthal regner med at være tilbage i Danmark fredag, men er blevet så følelsesmæssigt og praktisk investeret i flygtningesituationen, at han tror, det bliver svært at slippe igen.
»Jeg har svært ved at se mig selv sige ‘nu har jeg kørt 6-8 mennesker herop, nu er mit job udført. Jeg tror ikke på, at jeg kan stoppe nu. Det er det der med næstekærligheden.«
