'Det var en flot tale af Statsministeren på det netop afholdte pressemøde. Hun er god til at balancere forskellige følelser i befolkningen og tale til dem, samt skabe en vis komfort. Det er en af hendes vigtigste opgaver, og den klarede hun flot.'.

Sådan lyder det rosende fra tidligere Saxo-bank ejer, milliardæren Lars Seier, efter at statsminster Mette Frederiksen mandag aften holdt pressemøde. Men, for der er et men, tilføjer den kendte erhvervsmand - at give 'los så hurtigt' kan også være uansvarligt.

På pressemødet åbnede Mette Frederiksen nemlig op for, at Danmark måske kunne begynde at genåbne efter påske.

»Hvis vi danskere de næste to uger - hen over påsken - fortsætter med at stå sammen, så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund igen på den anden side af påske,« lød det fra Mette Frederiksen, der dog tilføjede, at det modsatte også kunne blive gældende - at kravene blev endnu strammere - hvis danskerne interagerede for meget i påsken.

Mette Frederiksen roste danskerne for at følge regeringens anvisninger. Og hvis alt går vel, kan der måske blive åbnet lidt op for samfundet efter påske.
Mette Frederiksen roste danskerne for at følge regeringens anvisninger. Og hvis alt går vel, kan der måske blive åbnet lidt op for samfundet efter påske. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hvis Danmark åbner op igen efter påske, så vil det dog ske stille og roligt - og lidt ad gangen, forklarede statsministeren, der også tilføjede, at danskerne må forberede sig på at gå i skole og på arbejde på forskudte tidspunkter på døgnet for at undgå for store forsamlinger.

Lars Seier er dog ikke helt tryg ved udsigten til, at Danmark allerede kan begynde at genåbne efter påske.

'At vi skulle løsne grebet (istedet for at stramme det) på et tidspunkt hvor kurven end ikke er toppet, er en meget risikabel strategi. Jeg havde forventet, at man tidligst ville løsne 1-2 uger efter en klar top', skriver rigmanden, der er bosat i Schweiz, på sin facebookproil.

De danske sundhedsmyndigheder har flere gange tidligere fortalt, at man forventer, at epidemien i Danmark først topper i ugerne efter påske.

På pressemødet fortalte Mette Frederiksen, at det indtil videre ser ud til, at det er lykkedes Danmark at bremse smitten, da antallet af smittede stiger langsommere end frygtet.

Og Lars Seier Christensen medgiver da også, at det er en positiv udvikling.

'Man må indrømme, at det er gået forbløffende godt i Danmark indtil videre (selvom vi massivt undervurderer smitten grundigt manglende testning), og måske er det resultat af, at et relativt tidligt indgreb er vigtigere (og Danmark reagerede relativt hurtigt), end hvor konsekvent indgrebet er, (hvor vi har været mindre stramme end visse andre)«, skriver han.

Han efterlyser desuden en melding fra statsministeren og myndighederne om, hvordan man vil gribe smitten an ved en genåbning af samfundet:

Lars Seier bor i Schweiz og er kendt for sine liberale holdninger.
Lars Seier bor i Schweiz og er kendt for sine liberale holdninger. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Hvis man endelig skal løsne grebet, så skal det være i kombination med fuldstændig konsekvent testning, isolation og behandling. Det ville jeg meget gerne have hørt om, men det gjorde jeg ikke. Og uden det lyder det ret uansvarligt at give los så hurtigt - iøvrigt mens det meste af resten af Europa anlægger en strammere strategi«, skriver han.

Erhvervsmanden, der selv er bosat i Schweiz, og som generelt er kendt for sine meget liberale holdninger, slutter sit opslag med at tilføje, at han håber, at statsministerens nyeste ydmelding ikke skyldes pres fra erhvervslivet.

Netop erhvervslivet top har de seneste dage haft meget fokus på en genåbning af samfundet, efter at mange virksomheder er endt i krise.

Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen holdt søndag et videomøde med Mette Frederiksen, hvor fokus var på, hvordan man åbnede samfundet op igen.

'Jeg håber virkelig, at dette er meget stærkt fagligt funderet og ikke er et resultat af erhvervslivets pres for bare at få åbnet hurtigst muligt. Ellers kan vi komme til at fortryde det meget kraftigt senere på året.', skriver Lars Seier Christensen og tilføjer:

'Jeg er overrasket, det må jeg indrømme - men hvis det kombineres med massiv testning og fuldstændig konsekvent isolation af smittede fremover, så er der selvfølgelig en meget stor samfundsøkonomisk fordel i at få startet op igen.'