Den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Jasmin Melina Rendbæk er ramt af et mystisk vægttab, som har efterladt hendes krop helt afpillet.

Således vejer reality-stjernen nu kun 44 kilo, skriver hun på Instagram.

Rendbæk har lagt et billede af sin magre krop på det sociale medie og skriver, at hun ikke aner, hvorfor hun ikke kan holde op med at tabe sig.

'Jeg har igennem de seneste par måneder tabt mig uden bevidst at gøre noget. Nogle ville måske tænke, at det var et luksus problem, men næppe for mig. Lige nu vejer jeg alt for lidt. 44 kilo,' skriver hun i opslaget.

Hun oplyser desuden, at lægerne endnu ikke har kunnet gøre hende klogere på, hvorfor kiloene rasler af hende.

'Jeg har været igennem flere forskellige undersøgelser, og lægerne kan ikke finde en årsag. Det er så frusterende,' skriver hun.

Ifølge Jasmin Melina Rendbæk er det meget grænseoverskridende at dele sin ulykke med sine mere end 130.000 følgere, men hun føler, at hun er nødt til at tilbagevise en stor misforståelse, som hun bliver mødt af.

'Og så tænker I måske, hvorfor jeg deler det her? Og det gør jeg simpelthen, fordi jeg føler, at nogen folk kigger på mig, som om at jeg har fået en spiseforstyrrelse, og det gør mig så ked af det,' skriver hun.

'Jeg ønsker virkelig at få min 'gamle' krop tilbage, som havde overskud, var sund, stærk og havde nogle former. Der er flere undersøgelser i vente, og jeg håber inderligt at jeg snart får et svar på, hvorfor min krop opfører sig så underligt,' skriver hun.

Rendbæk fik i 2017 datteren Luna med sin kæreste, håndboldspilleren Fredrik Schilling. Dengang var hun igennem en hård graviditet, hvor kærestens støtte var uvurderlig for hende. Og også i denne situation fremhæver hun, hvor vigtigt det er at have ham ved sin side.

'Heldigvis har jeg Fredrik, som er min største støtte,' skriver hun i Instagram-opslaget.

Jasmin Melina Rendbæk deltog i 'Paradise Hotel' i 2017 og har ikke lavet tv siden.