Den danske dj og producer Thomas 'Kato' Vittrup skal være far tidligere end forventet.
»Det bliver vildt det her,« smiler han til kameraet i en netop opslået Facebook-video.
Tilbage i januar afslørede 'Kato', at han sammen med sin forlovede, makeup-artisten Marlene Thougaard, til sommer venter deres første barn.
I den nye Facebook-video fortæller 'Kato', at de oprindeligt havde termin i begyndelsen af juli, men nu vil deres lille pige det altså anderledes.
»Vi skal have en pige. Det er stukket lidt af. Egentlig havde vi termin den tredje juli, men fordi babyen vender forkert, så skal hun ud i denne uge,« fortæller 'Kato' i videoen, hvor han samtidig beklager, at han dermed må aflyse en koncert på lørdag.
'Tak for forståelsen,' skriver han i video-opslaget med henvisning til, at han i den seneste tid har afholdt en række særlige corona-koncerter under titlen 'Forfesten', hvor han er taget ud til folk og givet små privatkoncerter, som samtidig er blevet livestreamet.
38-årige 'Kato' fortalte i starten af året, at det har været en kamp for hans forlovede at blive gravid.
»Vi har forsøgt i fem år, så vi er i ekstase over, at det endelig er vores tur. Vi sender vores dybeste respekt og taknemmelighed til de dygtige mennesker på fertilitetsklinikken i Horsens, som har hjulpet os i mål,« skrev han dengang i et Instagram-opslag.


