Sidste sommer besluttede standupkomiker Simon Talbot sig for at flytte til Los Angeles sammen med sin forlovede for at prøve sit talent af i Hollywood. Det har ikke været helt nemt at starte karrieren forfra.

Lige siden han otte år gammel som ung knægt i Skanderborg erklærede, at han ville til Hollywood og være filmstjerne, har Simon Talbot været fascineret af amerikansk kultur. Nu har han taget chancen og er sammen med sin forlovede Katrine flyttet til Los Angeles.

Den 31-årige standupkomiker har siden gennembruddet i 2007 haft drømmen om at kunne overføre sin komik til et internationalt publikum, men frygt for at fejle har indtil nu skubbet det i baggrunden til fordel for en karriere i Danmark, hvor han var sikker på at have en karriere.

»Jeg gjorde jo lynkarriere i Danmark,« fortæller Simon Talbot om sin indgang til den danske standupbranche.

»Jeg startede i 2006 til DM i standup, hvor jeg til min store overraskelse kom i finalen. Så flyttede jeg til København og kom med i ’Comedy Fight Club’ (TV 2 Zulu-program, red.), og siden har jeg kunne leve af det.«

Når han ikke var på Danmarksturné med et onemanshow, brugte han sine ferier i udlandet, hvor han tog tilløb til at slå over på engelsk.

»Jeg optrådte lidt i Skotland, lidt i England, lidt i New York. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg ikke var elendig, at jeg med min irske baggrund godt kunne oversætte min danske standup til engelsk.«

Simon Talbots far er fra Irland, så sproget har aldrig været en forhindring. Da hans forlovede sidste år fortalte, at hun ville lukke sin smykkeforretning og satse alt på skuespil, blev han inspireret til at tage det endelige spring.

»Hun gik 100 procent efter sin drøm, og så dukkede USA-tankerne op i mit hoved igen. Der er gode skuespillerskoler i Los Angeles, så hun ville også kunne få en hverdag op at køre derovre. Så efter lidt tid sagde jeg, ’nu gør vi det’.«

Og så gjorde de det. Udlejede deres lejlighed i København og flyttede til Los Angeles, hvor Simon Talbot straks løb rundt fra den ene comedy-klub til den anden i håb om at få taletid på scenen.

»Det var sindssygt grænseoverskridende at skulle sælge sig selv. Jeg måtte jo starte helt forfra. Ingen vidste, hvem jeg var, og fordi der er så mange steder derovre, hvor man kan optræde, skal man virkelig sælge sig selv for at få en plads på en scene.«

De kendte ikke nogen i Los Angeles, så det var en kamp at navigere rundt i systemet. En aften kom Simon Talbot til at optræde på en Taco Shop (fastfoodkæde, red.) sammen med en flok hjemløse.

»Manden der styrede stedet havde tydeligvis nogle psykiske problemer. Når han ikke var oppe på scenen for at præsentere den næste komiker, sad han ude i siden og limede hår på nogle dukker, som han havde med hjemmefra. Jeg gik fra fyldte sale i Danmark til små barer, hvor ingen hørte efter, hvad jeg sagde. Det var dybt frustrerende, og jeg følte mig dum over at være taget afsted.«

Kumail Nanjiani.
Kumail Nanjiani. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Men der var også aftener, hvor det gik godt, og hvor Simon Talbot fik publikum til at grine, og så kunne han ikke vente med at komme igen ugen efter.

»Jeg har fået vildt meget selvtillid af mit første halve år i USA. Jeg har fundet ud, af hvor dansk jeg var. Hvis folk spurgte, hvor godt det gik med min standup i Danmark, kiggede jeg ned i jorden og fik fremstammet, at det gik da fint nok. Jeg har lært bare at gå hen til folk og sige, ’jeg er skidegod, skal vi ikke finde ud af noget.«

Simon Talbot med sin forlovede Katrine Køhler.
Simon Talbot med sin forlovede Katrine Køhler. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

For tiden er Simon Talbot tilbage i Danmark for at reklamere for sit næste onemanshow ’Make Denmark Great Again’, der har premiere til næste efterår. Han er i gang med at søge arbejdsvisum til USA, så han kan arbejde derovre de næste tre år uden at skulle bekymre sig om at blive smidt ud.

»Jeg synes, at jeg har fået systemet at kende. Jeg har fået navnene på de rigtige folk, så når jeg tager derover igen til januar, ved jeg, hvem jeg skal hive fat i for at få lov til at optræde på klubberne. Uanset hvor meget jeg fucker op, kan jeg kun blive ramt på min stolthed. Så er det jo bare tilbage til Danmark, hvor jeg jo stadig tjener mit levebrød,« griner han.

Hans nærmeste fremtidsdrøm er at få lov til at lave en ’special’ (Standupshow af en times varighed, red.) i Los Angeles, som kan sælges til hele verden. Danmark vil altid være basen, og der han ser sine kommende børn vokse op, men hvis han kan få lov til flyve rundt til standupscener i hele verden, kan han ikke bede om mere.

»Når man skifter over på engelsk, åbner verden sig jo på en fascinerende måde. Jeg elsker Danmark, men jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og vise, hvad jeg kan. Jeg skal have fundet mig en manager, og så må vi se.«