Det danske YouTube-stjerne-par Eiqu Miller og Sophia Brown har været sammen i syv måneder nu og oplever både gode og negative ting ved at være et 'kendis'-par.

»Der står ofte fans ude foran vores hus. Det er sgu meget hyggeligt, og vi vil gerne møde folk, men når de har stået ude i regnen et par timer og kigger, er det lidt grænseoverskridende,« fortalte de lørdag aften på den røde løber ved årets YouTube-award-show 'Guldtuben'.

»Man har svært ved at smide dem væk, men det er man simpelthen nødt til,« tilføjede Eiqu Miller, der uden for YouTube-verdenen hedder Anders Møller Hansen.

»Jeg har også prøvet, at en lille pige hænger grædende fast i mit ben og ikke vil slippe. Hvad skal man gøre?«

I starten af deres forhold var de ikke så meget for at fortælle deres følgere om det. Men siden de stod frem sammen, har det kun været positivt, fortalte de.

»Man 'gainer' lidt fra hinanden. Får hinandens publikum. Folk elsker at se ting med os sammen. Så ren 'businesswise' er det en rigtig god ting.«

Eiqu Miller synes dog også, det kan være hårdt, når hans YouTube-følgere skriver negative kommentarer om deres forhold.

Se hele interviewet med Eiqu Miller og Sophia Brown i videoen øverst.