Danske Vasilij Brandt og Pascar Sivam skiftede et sikkert liv med velbetalte job ud med en mere økonomisk usikker levevej som iværksættere i 2017, da de grundlagde urvirksomheden Nordgreen.
Året efter søsatte de en såkaldt 'Kickstarter', og efter kun to uger havde de omsat for én million danske kroner.
Siden er Nordgreen stormet derudad, og nu er makkerparret endt på en ganske fornem liste fra finansmediet Forbes over de 30 mest indflydelsesrige personer under 30 år inden for deres respektive branche.
»Først og fremmest er det en kæmpe anerkendelse af, hvad vi og teamet har opnået det seneste års tid,« siger 28-årige Pascar Sivam, der er født og opvokset i Skanderborg.

Ud over at være en fin anerkendelse mener han, at det kan bruges til at sparke døre ind hos fremtidige samarbejdspartnere.
De har fejret den fine kåring hos det anerkendte finansmedie, og med lange arbejdsdage på op til 16-17 timer er det specielt også de små ting, som gør makkerparret glade i hverdagen.
»Det fedeste er, når man ser folk gå med vores ure. Forleden stod jeg og kiggede direkte ind i et af vores ure, som en mand i metroen havde på. Det var en fed fornemmelse,« siger Vasilij Brandt.
B.T. bragte i starten af 2018 en artikel med Brandt og Sivam, efter de havde omsat for deres første million, og de har ikke hvilet på laurbærrene siden.

»I januar 2018 havde vi lige lanceret vores Kickstarter, og det gik fantastisk. Vi red på en bølge i hele huset,« siger Pascar Sivam, der mødte Vasilij Brandt på universitetet i sin tid.
Nordgreen brugte resten af 2018 på at justere deres forretningsmodel. De fik solgt 10.000 ure på verdensplan og omsatte for omkring 7,5 millioner kroner. Det var ikke umiddelbart, hvad de havde regnet med.
»Salget overgik vores forventninger, fordi vi løb tør for lager i november,« siger Vasilij Brandt og lægger vægt på, at der er spændende ting i vente for Nordgreen:
»Vi lancerer en ny kollektion i 2019, og vi forventer, at vi i hvert fald tredobler omsætningen fra vores første år.«
Størstedelen af urene bliver solgt online - til sammenlagt 70 lande. Lande som Tyskland, England, USA, Korea, Kina og Japan er de største aftagere af urene.
Men de har også kunder i mere eksotiske lande som Cambodja. 28-årige Vasilij Brandt giver sit bud på, hvad der tiltrækker kunder til netop Nordgreens ure.
»Du får dansk design, som jeg tror er meget attraktivt for vores kunder. Men ud over det har vi også en stærk CSR-profil.«
Stifterne af Nordgreen har allieret sig med den kendte danske designer Jakob Wagner, der har lavet produkter for Bang & Olufsen, Muuto, Stelton m.fl. Han har i samarbejde med dem designet urene.
Med i købsprisen på urene, der ligger på 1000-1500 kroner, følger valget mellem tre velgørende formål, der bliver støttet.
Kunderne kan vælge, hvorvidt der skal bevares 50 kvadratmeter regnskov i Latinamerika, om et skolebarn i Indien får en måneds skolegang, eller om en person i Centralafrika får to måneders rent drikkevand.
Her ligger også forklaringen af navnet - Nordgreen. Det symboliserer dansk design (nord) og deres CSR-tilgang til forretningen (green).
Virksomhedens spæde start er gået over al forventning, men de har også lagt mange timers arbejde og penge i den. Da de opsagde deres respektive job i 2017 hos McKinsey & Company og The Hut Group, var de også nødt til at sælge et Rolex-ur for at rejse kapital til eventyret.
Det er ikke legende let at være iværksætter i en nyopstartet virksomhed - også selvom man er gode venner privat.
»Som iværksætter skal man være forberedt på at leve af sin opsparing det første års tid. Men pengene er bedre givet ud på at investere i forretningen og få den til at vækste, hvis man har råd til det,« siger Vasilij Brandt, der stammer fra Fredericia:
»Vi er meget analytiske i vores tilgang, og vi havde en klar plan fra dag et, men fandt ud af, at det var ikke så nemt, som det så ud i Powerpoint eller Excel.«
Derfor er det også vigtigt at have støttende og forstående kærester og familier, som man måske ikke ser lige så meget, som man ellers ville, hvis man havde et normalt arbejde. I dag har Nordgreen 20 ansatte og har hovedkvarter i København. Virksomheden sælger ure i omkring 50 butikker - hvoraf omkring 35 er danske butikker.