David Dencik, som herhjemme nok er mest kendt for sin rolle, som psykiateren Anders Assing i DR's tv-serie 'Lykke', fortæller nu i et interview, hvordan tabet af hans mor, og det at blive far, har ændret hans liv:

»Det var et stort vendepunkt i mit liv. Ud over sorgen og savnet gik der ikke så mange år, før jeg selv fik børn, og de to ting hænger på en måde sammen for mig. Da min mor døde, følte jeg et ansvar over for min familie – min far, bror og så videre – nu er ansvaret mere rettet mod min egen familie, siger David Dencik til Femina og fortsætter:

»Jeg er meget tæt på min far, og vi tager stadig op i sommerhuset i Sverige hver sommer, hvor min far bor. Og han bor også en del i København og hjælper os i hverdagen.«

David Denciks mor døde af kræft som 67-årig, og det var også omkring det tidspunkt, at han mødte sin kone Sofie.

Til Femina fortæller David Dencik, at hvis man havde mødt ham for ti år siden, havde han festet til solen stod op.

Hans arbejde på daværende tidspunkt betød alt, og der var ikke plads til hverken kone eller børn.

Men da han mødte Sofie, ændrede hans syn på livet sig. Han begyndte at slappe mere af, og fandt ro i, at have et hjem.

David Dencik og konen Sofie har to børn sammen. Det er Elvira på fem år og Gabriel på tre år.

Begge børn er rykket med til Los Angeles, hvor de er startet i børnehave.

David Dencik har ingen filmroller på tegnebrættet. Han er derfor hjemmegående far, imens familien befinder sig i Los Angeles.

David Dencik skulle lige nu have været aktuel i den nyeste James Bond film 'No Time To Die'.

Filmen skulle have haft premiere  2. april, men på grund af coronavirus er den blevet udskudt et halvt år.