Han har snart set det sidste, han nogensinde kommer til at se. Snart bliver det sort. Kulsort.

Forfatteren Knud Romer er ramt af grøn stær, og ved gallapremieren på filmen 'Smagen af sult' i Imperial-biografen i København fortalte han om sin tragedie.

»Det er ved at være færdigt. Jeg har 10 procent tilbage på venstre øje. Så det er væk om et år,« siger han ærligt.

Han er iført bittesmå, sorte solbriller

»Jeg gør det, så godt jeg kan. Jeg famler mig rundt, og jeg går til spisekursus. Jeg sidder og æder citronen på et stjerneskud først. Du bliver jo til et spædbarn. Du kan ikke gå, du kan ikke cykle, du kan ikke køre bil. Du kan ikke komme på landet. Du kan ikke en skid,« siger han.

Det er også et mareridt for ham at være på nettet.

»Bare at skulle navigere digitalt er fuldtstændig åndssvagt. Du er bombet tilbage til fosterstadiet. Men nu tænker jeg, at i stedet for at gå rundt og jamre, så gør jeg et nummer ud af det,« siger han.

Romer går meget op i at minde folk om, at de skal gå til øjenlæge, før det er for sent.

»Jeg prøver at udbrede på den her åndssvage måde, at folk skal ikke gå til optiker. De skal gå til en øjenlæge, fordi der er ikke nogen symptomer. Du opdager det ikke. Det er ikke linsen, så du ser ikke svagere. Men ting begynder at fjerne sig fra dit synsfeldt, inden du ved det. Der er en procent af Danmarks befolkning, der har det,« siger han og tilføjer:

»Få tjekket dit syn! Når du er 45-50 år, så gå til en øjenlæge. Der er ikke en kæft, der ved, hvorfor man får grøn stær. Det er arveligt, men man kan ikke gøre noget,« lyder det fra den 60-årige forfatter.

Knud Romers seneste erindringer, 'Kort over Paradis', udkom i 2018.