Efter godt tre år på posten stopper dansk-engelske Sandi Toksvig på posten som vært, og ikke dommer, som artiklen tidligere lød.

Det er ikke kun herhjemme, at danskere konkurrere i et køkken om at blive den bedste til at bage, hvorefter deres bageevner bliver bedømt af dommere på tv.

Også i Storbritannien eksisterer 'Den store bagedyst', og her har én vært været dansk. Indtil nu.

61-årige Sandi Toksvig stopper nemlig i programmet, som på engelsk hedder 'The Great British Bake Off'. Det oplyser programmet på Facebook.

Også værten selv bekræfter stoppet på Twitter.

'Når man fratræder et job, påpeger folk ofte, at man gør det for at tilbringe mere tid med deres familie. Helt usædvanligt forlader jeg 'The Great British Bake Off' for at tilbringe mere tid med mit andet arbejde,' skriver hun og understreger, at hendes medvirken i programmet har været en fornøjelse.

Blandt andet er Sandie Toksvig tv-vært på quizprogrammet QI. Derudover er hun også forfatter og komiker.

Sandie Toksvig, hvis borgerlige navn er Sandra Birgitte Toksvig, er født i København, men har tilbragt det meste af sin opvækst i USA. Hun havde en engelsk mor og dansk far.