Hun har været igennem to skilsmisser, en konkurs og en depression. Hun har mistet et barn, været svært overvægtig og haft en selvværdsfølelse på størrelse med en ært – men Anne Larsen er den korkprop, der altid kommer op til overfladen igen. Livet har lært hende, at der altid er glæde i sigte

For 17 år siden fik hele Danmarks slankeguru Anne Larsen en lys idé.

Når nu pasta med kødsovs var en af danskernes favoritretter, og man stod i supermarkedet fem minutter i lukketid og kun kunne få hakket oksekød med 18-22 pct. fedt i, hvorfor så ikke skylle fedtet ud under vandhanen?

»For at gøre det helt perfekt, skyller man simpelt hen kødet under den varme hane,« forklarede hun i tv-programmet ’Max. 30 pct.’ og holdt en si med stegt hakket oksekød under det rindende vand.

Det skulle hun aldrig have gjort ...

Kødskylningen rejste et ramaskrig i befolkningen, og i dag kan man ikke nævne Anne Larsens navn, uden at nogen spørger, om det ikke var hende, der skyllede kødet.

»’Åh, Jesus! Folk dør jo’, råbte ernæringseksperterne, for der er bakterier i varmt vand. Da jeg så kogte vandet, råbte alle blikkenslagerne, at nu ville alle afløb i hele Danmark stoppe til. Det blev en kæmpestor sag.«

Der var ingen, der døde, men idéen skulle komme til at koste Anne Larsen dyrt – både fagligt og på privatfronten.

Efterfølgende har hun fået fortalt, at folk, der ellers havde planer om at bruge hende i forskellige sammenhænge, droppede planerne efter kødskylningen.

»Jeg havde på det tidspunkt indtaget en scene i Danmark og fyldte rigtig meget. Jeg solgte bøger i pallevis, var på morgen-tv en gang om ugen og her, der og alle vegne. Jeg tror, at folk havde fået nok af mig og manglede et eller andet, de kunne skubbe mig ud over kanten på. Så kom kødskylningen, og jeg blev skammet ud.«

Anne Larsen, skribent, foredragsholder og kogebogsforfatter. Vis mere

Du har nok en depression

I tiden efter gik Anne Larsen rundt derhjemme og var lidt grådlabil. Hun passede sit arbejde, men syntes ikke, at hun var rigtig smart til noget som helst.

»Der opstod sådan en metaltræthed i mig, og til sidst gav jeg folk ret i, at jeg da også var en kluntet person, der ikke kunne noget. Det var nok rigtigt, at jeg ikke var spor dygtig, tænkte jeg – jeg begyndte simpelt hen at tro på det selv. Og så kom der andre på banen i mit felt: Vægtkonsulenterne, som havde stor succes med at tabe et kilo om ugen, og Ninka med sin kernesunde familie. Det slog mig lidt af pinden, og jeg tænkte: ’Min tid har nok været der.’ Jeg trak mig tilbage og syntes ikke rigtigt, at jeg var noget værd.«

Det var Anne Larsens to døtre, der hev fat i hende, da de begyndte at synes, at deres mor var lige lovlig ked af det i lidt for lang tid.

»Du er da helt bims, mor, der skal altså ske noget med dig,« sagde de.

Og Anne Larsen fandt sig en psykolog.

»Da jeg en dag var hos min læge i et andet ærinde, fortalte jeg ham, at jeg var begyndt at gå til psykolog. ’Nå ja, men du har jo nok også en depression’, sagde han. Ej, det har jeg så ikke, tænkte jeg, men da jeg spurgte psykologen, bekræftede han det. Jeg anede det ikke selv. Jeg troede bare, at jeg havde været lidt for meget i pressens trædemølle, og at jeg ikke havde fået bearbejdet min datters død.«

For at få et nogenlunde skridsikkert fundament at arbejde på, fik Anne Larsen ’serotoninhæmmere’, som hun siger – fordi lykkepiller er sådan et forkert ord.

»Jeg var på dem i fem en halv måned, og de hjalp helt vildt. Samtidig gik jeg rigtig meget til psykolog og fik bearbejdet flere ting i mit liv. Mit forhold til min mor, min kæmpestore sorg over at have mistet min datter, den måde, jeg så mig selv på, den måde, verden så mig på. Psykologen sagde, at med sådan nogle karismatiske personer som mig – det var altså hans beskrivelse – vil der altid være nogen, der vil ind at kradse i strålekransen. Det handlede også om, at jeg havde været så meget i medierne. Jeg var overeksponeret, og det var ikke godt for mig, men jeg ejede ikke evnen til at sige nej. For jeg er en lille pige fra Tarm, som tager telefonen, når den ringer, og som siger ja tak, det vil jeg gerne, når nogen spørger.«

Bt med Anne Larsen på restaurent Gammel Mønt. Anne Larsen er fedtekspert, tidligere 30 kilo tungere og nu kogebogsforfatter Vis mere

Ford-familien fra Tarm

Anne Larsen er vokset op i en ’Matador-agtig’ middelklassefamilie, som hun siger – morfaren var Ford-forhandler, og det blev Anne Larsens far også, da han giftede sig med hendes mor. I Tarm hed familien bare ’Ford-familien’. Omkring hende var mor, far, mormor og morfar, onkler, tanter, ung pige i huset og rengøringsdame.

»Jeg havde det fedeste barndomsliv. Jeg var et meget glad barn, der kunne tegne og fortælle, synge, danse og gå ind i alle mennesker med træsko på. Jeg kørte rundt i hestevogn med ham, der hentede affald, så jeg vidste, hvad der foregik i hele byen, og kendte alle. Min mor var lidt introvert, så hun elskede, når jeg kom hjem og fortalte hende, hvad der skete i verden,« fortæller Anne Larsen, som var fuldkommen immun over for drillerierne i skolen.

»Min morfar var Venstremand og sognerådsformand, min far var konservativ, frimurer og formand for repræsentantskabet i Tarm Bank, så min søster og jeg blev drillet af alle de socialdemokratiske børn i skolen, men det prellede af på mig som vand på en gås. Jeg ligner min far meget på det punkt – jeg tager slet ikke sådan nogle ligegyldigheder ind. Jeg var helt klart fars pige. Jeg ELSKEDE min far.«

Den unge Anne Larsen vidste præcis, hvad hun ville være: Læge, skuespiller eller damefrisør. Hun cyklede efter ambulancerne, når de skulle op på sygehuset i Tarm, og gjorde hår i stand på de unge piger i huset, men i Anne Larsens familie fungerede det sådan her: Drengene kom på gymnasiet og siden i militæret, pigerne kom på husholdningsskole og blev gift.

»Så efter 3. real kom jeg på husholdningsskole. Dog ikke på Suhrs i København som de fleste andre, for jeg havde luret, at der lå en landbrugsskole lige ved siden af husholdningsskolen i Risskov, og der var jo drenge,« griner hun.

Bagefter havde hun to muligheder: Hun kunne komme i lære på kommunekontoret i Egvad eller i Tarm Bank.

»Der var ikke noget galt med at være i Tarm Bank, og jeg havde da sikkert haft både pensionsopsparing og murstensvilla i dag, men jeg ville noget sjovere. En dag så jeg en lillebitte annonce i avisen, hvor Margit og Erik Brandt søgte ung pige i huset. I smug tog jeg til København og fik jobbet. Det var et af de fedeste år i mit liv. Jeg skurede gulve om natten og lavede mad til Geraldine Chaplin og Oliver Reed – det var en verden, der var så stor.«

Anne Larsen, skribent, foredragsholder og kogebogsforfatter. Vis mere

Den store sorg

Tilbage i Tarm kom hun i lære som klinikassistent hos en tandlæge, og mødte sin første mand. Han var journalist ved Berlingske Tidende, men havde fået job som turist- og erhvervschef i byen, han gik i Prince of Wales tweed-jakkesæt og lugtede lidt af det liv, Anne Larsen havde oplevet i København. Hun var 19 år, da de blev gift, og fik to år efter sit første barn, datteren Louise.

»Da vi havde været gift i syv år, tænkte jeg: ’WTF. Det duer jo slet ikke, det her.’ Vi boede i en fin villa i Skanderborg, og alt var sådan set godt, men jeg havde jo slet ikke prøvet alt det, jeg gerne ville. Jeg ville skilles, hvilket, han syntes var meget træls.«

Men Anne Larsen blev skilt, flyttede til Aarhus med sin datter og begyndte på medicinstudiet. Her mødte hun sin anden mand, men heller ikke dét ægteskab var ligetil.

»Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle leve mit liv med ham, men efter syv års ægteskab var jeg 35 år og kunne ikke nå at blive skilt, finde en ny mand og få nogle flere børn. Og dét ville jeg virkelig gerne. Så jeg valgte at blive gravid med ham, og fik tvillinger.«

Frederikke og Emilie blev født fem uger for tidligt. Fra begyndelsen var det tydeligt, at Emilie ikke var lige så levedygtig som sin søster. Det viste sig, at hun havde en kromosomfejl, som medførte både fysiske og psykiske handicap, men som den ’terrængående kampmodel’ Anne Larsen er, besluttede hun at klare det – selv.

Hun fik hjælp fra kommunen, så hun kunne gå hjemme og passe Emilie, rendte til et hav af undersøgelser med hende og fik bl.a. at vide, at hun ikke måtte blive forkølet, da hendes immunforsvar ikke var stærkt.

Den 18. december 1991 om morgenen skete det.

Emilie var alligevel blevet lidt snottet. Anne Larsen havde puslet hende og lagt hende ned i stuen til sin mand, da hun hørte Louise, som på det tidspunkt var 15 år, råbe. Sekundet efter stod hendes mand i døren med den lille pige i armene – hun var helt slap.

Emilie var død, kun syv måneder gammel, og Anne Larsen røg ned i et stort, sort hul af sorg.

Kogebogsforfatter Anne Larsen blev formand i Landsforeningen for Overvægtige, der blev stiftet 20. januar 1999. Foto Bent Midstrup Vis mere

112 kg, viste vægten

Kort tid efter blev hun skilt igen, og var alene med sin teenagedatter og den overlevende tvilling.

Hun arbejdede som sekretær i DRs Provinsafdeling og havde weekend-tjanser i køkkenet på den navnkundige aarhusianske Café Casablanca. Men lidt for meget vellevned i det andet ægteskab var skyld i, at hun var blevet temmelig overvægtig – 112 kilo, viste vægten, da hun var størst. Og hun var ulykkelig.

»Jeg havde mistet et barn, grebet om min økonomi og mig selv. Og jeg var så træt af at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom i gang med at tabe de kilo.«

Da den australske slankeguru Susan Powter’s bog ’Aldrig mere slankekur’ i 1995 landede i de danske boghandler, var det lige, hvad Anne Larsen havde brug for.

»Det lød bare så rigtigt. Folk går jo på alle mulige kure og er slanke i et kvarter, og så tager de hele lortet på igen. Jeg besluttede mig for at gøre præcis, som hun skrev, og i løbet af kort tid smed jeg 30 kilo,« fortæller Anne Larsen.

Da hun en dag så en annonce for Dansk Slankeinstitut i Aalborg, der ville lave et kursus i Aarhus, ringede hun til dem.

»Jeg fortalte, at jeg havde tabt 30 kilo og spurgte, om jeg måske kunne undervise for dem. Det syntes de var en god idé, så de ansatte mig og lagde sig selv hjem på sofaen og spiste chokolade. På et tidspunkt ringede en journalist fra Hjemmet og ville have tre sider med julemad, så de kom hjem i min lejlighed, hvor jeg stod og lavede julemad. Og så tænkte jeg: ’Jeg vil da skrive en kogebog’.!

Anne Larsen, skribent, foredragsholder og kogebogsforfatter. Vis mere

Terrængående kampmodel

Hendes første bog ’Fedtfattig kost – gode hverdagsretter’ solgte 175.000 eksemplarer, og Anne Larsen blev hele Danmarks slankeguru, indtil den famøse kødskylning satte en stopper for succesen.

Nu er hun tilbage med sin 21. bog ’Den antiinflammatoriske kogebog’, som er efterfølgeren til hendes to tidligere bøger om samme emne. Omdrejningspunktet i antiinflamatorisk kost er de 12 boostere, der hæmmer inflammation i kroppen.

Det var to knæoperationer, der for otte år siden satte Anne Larsen på sporet af dén livsstil.

»Jeg havde fået slidgigt i knæene i en meget tidlig alder og skulle have to nye knæ. Jeg tænkte: ’Hvad kan man som 55-årig gøre for, at operationerne går bedst muligt?’ Der var meget snak om antiinflammatorisk kost i USA. Det er altid derovre, man skal kigge efter nye trends, så jeg begyndte at leve efter principperne og kunne meget hurtigt mærke en kæmpe forskel i mine led. Jeg havde ingen ømhed efter operationen, og også mine andre led havde det bedre. Kvinder i min alder har jo så mange småskavanker, at hvis vi ikke er ømme i kroppen, når vi vågner om morgenen, er det fordi, vi er døde. Jeg ville gerne finde ud af, hvad jeg kunne gøre for, at min krop kunne fungere optimalt.«

Hun har nemlig en plan om at blive rigtig gammel og arbejde i mange år endnu.

Siden knæoperationerne har Anne Larsen levet antiinflammatorisk og har det bedre end nogensinde. Hun sover som en baby, har en arbejdsevne, som mange misunder hende, og kroppen fungerer perfekt.

For tre år siden flyttede hun fra Aarhus til København, som hun gennem mange år har drømt om at bo i. Hendes næste projekt er at skrive en novellesamling om ... ja, ’terrængående kampmodeller’ som hende selv.

Hun har ikke boet sammen med en mand siden sin sidste skilsmisse, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke har været mænd i hendes liv, som hun siger.

Men det altoverskyggende element i hendes liv er det lille ’matriarkalske fællesskab’, der består af hende, sine to døtre og to børnebørn på ni og 14 år.

»Jeg har oplevet mere end de fleste, det er gået op og ned, men der er ikke noget af det, jeg ville undvære. Indimellem, når jeg læser om flygtningekriser og sult, tænker jeg, at det er et mærkeligt arbejde, jeg har, men det er det, jeg kan. Jeg rummer en masse oplevelser fra mit eget liv, men jeg har ikke lyst til at skrive bekendelseslitteratur. I stedet har jeg lært mig selv at skrive noveller, og dem skal jeg i gang med nu.«

Anne Larsen har udgivet et hav af kogebøger. Foto Søren Bidstrup Vis mere

Giv aldrig op

Når folk spørger Anne Larsen til råds er der ét svar, der altid går igen: ’Giv aldrig op’.

»Jeg har selv prøvet så meget, at jeg ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Jeg opmuntrer altid folk til at søge en anden løsning end den, der ikke virker, for jeg véd, at den findes. Jeg VED, at man ikke skal hoppe ud foran et S-tog, fordi man har en dårlig økonomi, eller hænge sig selv, fordi manden eller konen er gået. Der findes en vej igennem. Du kommer ud på den anden side, det gør du. Og der er en glæde i at rejse sig igen – men man skal gøre sig umage. Man skal være et ordentligt menneske. Jeg piber aldrig, jeg gør bare noget. Og jeg giver aldrig op, for jeg vil opleve noget mere. Jeg sidder ikke bare og venter på, at tingene kommer til mig.«

Hvad er dit råd til et menneske i en livskrise?

»Find din indre drivkraft frem, for den er der. Stå op, gå i bad, gør rent, eksekver de opgaver, der ligger, tænk på lys og solskin og luk det ind. Jeg forsøger selv at eliminere giftige mennesker – dem, der vil ind at kradse i min strålekrans. Jeg beder dem høfligt om at forlade min psykologiske forhave, for det er min privatsfære og kun min. Og så leder jeg efter mennesker, der har kærlighed med. Alle andre bliver bedt om at forlade matriklen. Jeg bevæger mig stille og roligt op på bjergets top, og når jeg står der, så kigger jeg ned og tænker: ’Godt, du gjorde det. Du kunne godt. Ved at gøre det bedste, du kunne.’«