24-årige Amalie Szigethy tonede lørdag aften frem i DR2-programmet 'Er du dum eller hvad?'

Reality-stjernen fra »Paradise Hotel«, der blev landskendt for sine ejendommelige sprogblomster, ville ud for at undersøge, om intelligente mennesker er lykkeligere og har et bedre liv end de dumme. Hun lader sig også selv teste i programmet. Og det gik ikke så godt.

Resultatet af en IQ-test, hun fik foretaget af psykolog Ole Kyed, viste, at hendes IQ er på 75, der er et godt stykke under gennemsnittet på 100.

»Amalies intelligenskvotient ligger på godt 70, så det viser selvfølgelig, at det er i grænselandet under normalen. Normalområdet siger vi ligger ned til 80,« siger psykologen i programmet.

LÆS OGSÅ

Årsagen til den lave IQ skal måske findes i, at Amalie Szigethys mor, Charlotte Lytton Kejser, ikke mente, at hendes datter ville blive klogere af at sidde fordybet i bøger. I stedet valgte hun at bruge tiden på at tale med sin datter.

»Amalie var et barn - som for mig at se - ikke blev lykkeligere af at sidde og lave en masse lektier(...) Så valgte jeg at få en snak med hende i stedet for, at hun skulle sidde over en bog, hvor hun alligevel ville sige 'øh hvordan gør jeg det her, og hvordan kommer jeg derhen',« siger Charlotte Lytton Kejser, der forklarer, at hun fandt det vigtigere, at hendes datter blev socialt velfungerende.

Og ifølge psykolog Ole Kyed har det faktisk båret frugt. For det kendisstjernen ikke har i IQ, har hun til gengæld i sociale kompetencer

»Når Amalie har klaret sig så godt, som hun har, kan vi sige i sit liv, så er det formodentlig på grundlag af hendes sociale, følelsesmæssige kompetencer,« siger han i programmet.

LÆS OGSÅ

Selv tager 24-årige Amalie Szigethy resultatet rimelig afslappet. Hun siger i programmet, at hun er blevet mobbet hele livet, og klasselærere har altid talt ned til hende.

»Selvfølgelig er det da ikke rart at få at vide, men man kan sige, det er ikke noget nyt, jeg har fået at vide. Jeg har fået det at vide hele mit liv, så jeg har lært bare at sige 'nå okay, så lad os fokusere på noget, du rent faktisk er god til,« siger hun i programmet.

Og hun har faktisk succes, selvom hendes IQ ligger under gennemsnittet. Kendisstjernen, der blev kendt, da hun medvirkede i Paradise Hotel, fortalte for få dage siden, at hendes blog hver måned har 300.000 besøg.

»Mange tror, at der ikke er så meget arbejde i at være en kendis, men jeg får mange forespørgsler, og så holder min blog mig beskæftiget. Jeg skal også igang med nogle tv-programmer, som jeg ikke må fortælle om, så sommeren bliver i Danmark,« fortalte Amalie Szigethy til BT.