Dagen efter Danmark sang sig videre til finalen i Eurovision 2010 i Oslo, er Chanée og N’evergreen igen tilbage på bookmakernes top 5-favoritliste.

De seneste dage er det danske grand prix par ellers røget ned ad listen. Men efter en overbevisende optræden på scenen i Telenor Arena i aftes, tror de internationale bookmakere igen på 'In A Moment Like This'.

- Nu er selvtilliden og optimismen tilbage heroppe, lyder det fra DRs grand prix-ekspert Ole Tøpholm.

Sammen med hundredvis af internationale fans fejrede han torsdag nat, at semifinalerne er vel overstået. Og her var det tydeligt at mærke, at begejstringen for Danmark vokser og vokser.

- I nat strømmede folk ud på dansegulvet, når Danmark blev spillet. Så vi er tilbage i kampen, siger han og fortsætter:

- Ja, der er faktisk gået helt fodboldfeber i den heroppe.

Efter torsdagens semifinale blev der trukket lod om, hvilken rækkefølge landene skal optræde i. Og Danmark skal synge som det sidste land ud af 25. Det skabte stor jubel blandt fansene, mens Chanée og N’vergreen er mere usikre på, hvad det kan have af betydning.

- Flere siger, at det er en god ting. Men jeg har svært ved at gennemskue ,om det er godt taktisk. Man må jo stemme allerede fra start, siger N’evergreen.

Men Ole Tøpholm ser det kun som en fordel.

- De fleste stemmer først, når de har hørt alle sangene, og derfor er det godt at være de sidste. Så er sangen frisk i folks hukommelse, siger han.

Samtidig understreger han, at det rent statistisk dog kan gå begge veje. Det viser tidligere show.

- Sidste år sang Spanien til sidst, og de fik en 23. plads ud af 25. Men sidst gang at Danmark sluttede af var i 2001 med Rollo og King i Parken, og her blev vi nummer 2, siger han og forklarer, at det kan være rene tilfældigheder. Det vigtigste er blot, at Danmark ikke er klemt ind imellem to favoritter.