Danielle Fishel, der er kendt for at spille Topanga i 'Boy Meets World', har holdt på en sød hemmelighed i intet mindre end 30 år.

Men nu er katten altså ude af sækken – for ved et visit med medspilleren Rider Strong i fanpodcasten 'Pod Meets World' gik den ikke længere.

Adspurgt, om der nogensinde var nogen romancer blandt skuespillerne, lød svaret prompte: »Jeg var forelsket i Rider.«

Et svar, der i den grad kom bag på Rider Strong.

»Hvaaad? Det er ikke sandt, det har du aldrig fortalt mig!« udbrød han i podcasten.

Danielle Fishel forklarede herefter, at hun fik sommerfugle i maven allerede i seriens spæde start.

»Han var så klog. En af mine yndlingsting ved Rider – og det gælder stadig den dag i dag – er, at han er meget overstrømmende. Han vil fortælle dig, hvordan han har det. Han er meget god med komplimenter, men han smider dem ikke til højre og venstre,« fortalte hun.

En romance blev det dog aldrig til, og i dag er skuespillerne begge gift til anden side. Rider Strong med Alexandra Barreto og Danielle Fishel med produceren Jensen Karp.